Lokalpolitik

Venstre i Fjerritslev vil helst kikke mod vest

FJERRITSLEV:Hanstholm, Thisted og for den sags skyld også Thyholm Kommune var fremme i diskussionen, da Fjerritslev-Kollerup-Hjortdal Venstrevælgerforening holdt generalforsamling med en snes deltagere i LandboNords lokaler på Brøndumvej. En ny kommunestruktur var til debat, og kommunalbestyrelsesmedlem Arne Andersen lagde lidt provokerende ud med at foreslå, at de nuværende amter bliver nye kommuner og de gamle kommuner helt forsvinder. - Det kan kun betale sig at ændre struktur, hvis kommunerne bliver rigtigt store, lyder hans begrundelse. Men da der blev diskuteret geografi, lød de fleste af de forsamledes bud altså på at se mod vest. - I den forbindelse er det en selvfølge, at Fjerritslev og Brovst indgår sammen i en større fælles kommune, siger Arne Andersen. Der blev spurgt til, om kommunalbestyrelsen går ind for at holde afstemning om hvor Fjerritslev skal hen, men det afviste Arne Andersen. Der lød også spørgsmål til Fjerritslevs afvisning af et fælleskommunalt skattesamarbejde, og hvorfor kommunalbestyrelsen ikke er mere oppe på mærkerne for at indgå samarbejder. Til det sagde Arne Andersen, at skattesamarbejdet er det eneste, kommunen har sagt nej til at gå ind i. - Vi er med i mange samarbejder og er aldrig trådt ud af nogen, sagde han. At det er svært at tage stilling til strukturen, når man ikke kender opgaverne, var der dog bred enighed om. På mødet præsenterede den nye folketingskandidat i Fjerritslev-kredsen, Bent Walther, sig og fortalte om sit første trin mod Folketinget. Ved valget til bestyrelsen var der genvalg til Hans Steffensen, Dora Bak og Henrik Mølholm, og Trine Nielsen blev genvalgt til formand for vælgerforeningen.