Venstre i Skanderborg vil også af med Løkke

Oprøret mod Løkke breder sig til Skanderborg, hvor et flertal af de lokale Venstremedlemmer ønsker ny formand.

Venstre i Skanderborg ønsker også en anden formand end Lars Løkke Rasmussen.

Det siger kommuneforeningsformanden i Skanderborg, Maria Noa Høi, efter at alle lokale Venstremedlemmer har haft mulighed for at give deres mening til kende om Lars Løkke Rasmussens politiske fremtid i en undersøgelse foreningen har lavet.

Samlet har 152 medlemmer deltaget i undersøgelsen, og af dem mener totredjedele, at Lars Løkke ikke længere skal være formand for Venstre. Og det er et skred i værdierne, der er årsagen til, at Skanderborg nu også melder sig i koret af Venstre-folk, der vil have en ny formand.

- Der er ikke overensstemmelse mellem gode Venstre-værdier og det signal, der bliver sendt fra toppen af vores parti, siger Maria Noa Høi til Ritzau.

- Personligt rager det mig en papand, om der så bliver brugt en million på tøj. Det er ikke det. Men det er den her ødselhed, manglen på forståelse for baglandet og ikke være i overensstemmelse med værdierne i Venstre, der falder os for brystet, siger hun.

Det er værdier som frihed under ansvar, ordentlighed, åbenhed, ærlighed, at enhver svarer sit, og at man yder efter evne, som kommuneforeningens formand efterlyser.

- Det er måske lidt gamle dyder. Men alt andet lige så tror jeg, det er derfor - ud over vores politik - at mange melder sig ind i Venstre, siger Maria Noa Høi.

Formanden fra Skanderborg er glad for, at hun kan tage til hovedbestyrelsesmødet i Venstre på tirsdag med et klart mandat. Men hvem der skal afløse Lars Løkke, har hun ikke en plan for.

- Det her en demokratisk proces, så lad dem, der ønsker at tage over, melde sig, siger Maria Noa Høi.

Hun er dog ikke afvisende overfor, at det kan være Venstres næstformand Kristian Jensen, der overtager formandsposten.

- Kristian Jensen er bestemt en, vi kan bakke op om. Han er en ordentlig person og et arbejdsomt menneske. Men vi skal ikke lægge større pres på Kristian end nødvendigt. Han skal også selv ønske det, siger Maria Noa Høi.

- Men når det er sagt, er han flere gange blevet valgt på vores landsmøde som næstformand - så han er den naturlige til at overtage.

Tidligere søndag meldte Venstre i Ikast ud, at man heller ikke her bakker op om Løkke som formand.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst