Lokalpolitik

Venstre kampklar med hær på 33

Partiet har holdt opstilllingsmøder, og der er flere overraskelser på listerne

HOBRO:Kampklare Venstre-folk er nu klar til at erobre den nye Mariager Fjord Kommune. Der er to kampenheder med ialt 33 partisoldater, og der vil blive sat massive indgreb ind fjorden rundt. En lille specialenhed på otte personer vil fra Hadsund-siden slås om vælgernes gunst, mens den store hær med ialt 25 navne har folk, der kan tage kampen op både i Hobro, Arden og Mariager. - Målet er helt klart at gøre et så godt indtryk på vælgerne, at vi kan placere en Venstre-mand i borgmesterstolen for den nye fjordkommune, siger formanden for Venstres nye kommuneforening, gårdejer Bjarne Bertelsen, Venstre. Pontoppidan V-favorit Selv om han høfligt nok blot siger en Venstre-mand som borgmester, mener han ubetinget Hobros nuværende borgmester Jørgen Pontoppidan. Han er på et fællesmøde opstillet som borgmesterkandidat af foreningerne i Hobro, Arden og Mariager, og som sådan er det ham, i hvert fald den største del af det organiserede Venstre i fjordkommunerne bakker op om. Når Pontoppidan alligevel ikke kan følge sig helt sikker, er forklaringen den, at Venstre-foreningerne i Hadsund har valgt at opstille deres egen Venstre-liste. På den er nuværende viceborgmester i Hadsund, bilforhandler Mogens Jespersen, Hadsund, spids- og dermed borgmesterkandidat. - Venstre-listerne indgår naturligvis listeforbund, og med to borgmesterkandidater må det nødvendigvis være sådan, at Venstres bedste bud er den af spidskandidaterne, som opnår flest personlige stemmer, vurderer Bjarne Bertelsen. Artige overraskelser Det fælles opstillingsmøde for Hobro, Arden og Mariager, blev holdt i Hobro, og det var med et par artige overraskelser i bagagen, at forsamlingen ud på aftenen drog hver til sit. Den største af alle overraskelser var ubetinget, at Arden Byråds nestor, formand for teknisk udvalg, gårdejer Elav Pinstrup, Arden, valgte IKKE at genopstille. Det kom som en bombe for alle - også de organisationsfolk fra Arden, der deltog i opstillingsmødet. 68-årige Pinstrup motiverede det med, at en konkret sag har tæret så meget på hans kræfter, at han ikke ønsker at være med i en ny periode. - Jeg beklager det meget, Elav Pinstrup har gennem mange år udført et utroligt stort stykke arbejde både for Venstre og for Arden Kommune, siger formandsen for Venstre i Arden, Jørgen Brix, Tisted. i en kommentar til Pinstrups beslutning. Fem i Mariager stopper Et par andre overraskelser skal man til Mariager for at finde. Det overraskende ligger i, at fem af partiets nuværende syv medlemmer i Mariager Byråd ikke genopstiller. Gruppeformand Palle Engberg, Mariager, har valgt i stedet at satse på den nordjyske region, og partiets to tilløbere fra de konservative, Jørgen Poulsen og Jørn Wittrup, begge Mariager, har valgt at takke af i politik, når denne periode udløber. Det samme har to andre af partiets markante personer i Mariager Byråd, Laurs Sommer og Henning Mogensen, som er formand for henholdsvis teknisk udvalg og socialudvalget. De to bor i Havndal, og altså i den del af Mariager Kommune, som har stemt sig til Randers. Af samme årsag kunne de slet ikke blive valgt til Mariager Fjord Kommune. - Men de stiller heller ikke op til byrådet i den nye Randers Kommune. De benytter kommunesammenlægningerne til at stoppe i politik, fortæller formanden for Venstre i Mariager, Anders Laustsen. Trods den store åreladning frygter Anders Norup ikke valget. - Vores mål er to, måske tre fra Mariager til at varetage Venstres interesser i byrådet. Jeg tror på, vi nok skal få de nødvendige stemmer, siger Anders Laustsen. Trumfer fra landbruget Venstre-foreningerne i Hobro kom ikke på samme måde med overraskelser til opstillingsmødet. Her var det på forhånd blevet kendt, at børne- og kulturudvalgsformand Jan Hviid sammen med Erik Lassen og Inger Winther ikke genopstiller. Det lå også i luften, at nogle af de største trumfer skulle findes i landbrugets rækker. Sådan blev det også. Ny i kommunalpolitik er Venstres bud på en nordjysk regionsformand, gårdejer Niels Kr. Kirketerp, Hobro. Ny er også gårdejer Lone Sondrup, Tobberup, som ved det seneste folketingsvalg tabte kampen om at blive Venstres MF-kandidat i Hobro-kredsen. Ud over at være næsten naboer har de to også det til fælles, at de har været formand for Hobro og Omegns Landboforening. - Jeg er glad for, at de begge har stillet sig til rådighed, og i det hele taget af jeg glad for de navne, vi har fået på de to Venstre-lister. Vi står godst rustet til valget, mener Bjarne Bertelsen. Han tilføjer, at der i øvrigt ikke er lukket endeligt og definitivt. Der er fortsat plads til et par "gode" navne. Og et enkelt ubesvaret spørgsmål er der også endnu. Hvilsom-området har endnu ikke udpeget sin kandidat til listens plads nummer 8.