Venstre: Konklusion i Zornig-sag bekræfter lusket sag

Undersøgelsen af Zornig-sagen bekræfter den mistanke, som Venstre løbende har haft, siger Jakob Engel-Schmidt.

Venstres mistanke i forbindelse med Zornig-sagen har onsdag fået mere faste fødder at stå på, efter at en advokatundersøgelse kan konkludere, at der har været kritisable forhold i sagen.

Sådan lyder det fra Venstres folketingsmedlem, Jakob Engel-Schmidt, om sagen, der tager udgangspunkt i tildelingen af en million kroner til Lisbeth Zornigs projekt Stemmer på kanten i forbindelse med kommunalvalget sidste år.

- Undersøgelsen konkluderer klart, at den ekstra millionpulje blev oprettet udelukkende med det formål at honorere det løfte, som Annette Vilhelmsen havde givet til Lisbeth Zornig om en ekstra million, siger Jakob Engel-Schmidt.

Venstremanden henviser til, at daværende socialminister Annette Vilhelmsen (SF) i fuld offentlighed fik lovet pengene bort. Og det skete endda før, at ansøgningsfristen til den omtalte millionpulje var udløbet.

Som en reaktion på konklusionerne i undersøgelsen har socialminister Manu Sareen (R) givet sin departementschef, Jesper Zwisler, en advarsel og to andre ledede embedsmænd en mildere form for kritik i form af en såkaldt tjenstlig tilrettevisning i Zornig-sagen.

- Undersøgelsen kritiserer også den administrative tilgang, man har haft i socialministeriet til hele den her sag, siger Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:

- Det er også derfor, at Manu Sareen allerede nu har truffet nogle konsekvenser over for embedsværket.

- Det er så ikke afgørende for mig, og jeg skal ikke blande mig i personalepolitikken i landets ministerier, men jeg glæder mig over, at vi hele tiden har haft ret i, at der har været noget lusket ved den her sag, tilføjer Venstres folketingsmedlem.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.