Venstre luger ud i spare-buketten

Omkring 600.000 kroner rokeres rundt

Sindal 25. september 2002 08:00

SINDAL: Da økonomiudvalgets femkløver mødtes mandag, var der ændringsforslag til budgettet for næste år fra Borgerlisten, Socialdemokraterne og såmænd også Venstre, der ellers selv havde strikket det første forslag sammen. Årsagen til, at flertalsgruppen havde ændringer til sine egne forslag skyldes, at den kommende struktur, der er lagt op til på børnepasningsområdet, hvor alle skolebørn skal passes i SFO'er, ser ud til at give ekstra besparelser på 300.000 kroner, ligesom et færre antal flygtninge end først antaget, formentlig frigiver omkring 185.000 kroner - i alt knap en halv million kroner, som et flertal i udvalget - de tre V-medlemmer - vil bruge på nogle af de områder, som ellers optrådte i spare-kataloget. Idrætten friholdes De tre elever i ældreplejen, som man ellers havde barberet af, er kommet tilbage på budgettet, og så skal tilskuddet til beskæftigelsesmaterialer i børneinstitutionerne ikke reduceres så meget, som der ellers var lagt op til. Ved 1. behandlingen skulle beløbet slankes med 300 kroner, men nu er der lagt op til en reduktion på 120 kroner - fra 1720 kr til 1600 kr. Samtidig skrotter man blandt andet også besparelserne på tilskud til de af idrætsforeningernes unge medlemmer, der kommer fra andre kommuner, og man går også væk fra at beskære kørslen til turneringskampe. Slørede udsigter I alt er der luget ud for mere end den knap halve million, men det kan alligevel lade sig gøre, fordi de ældre skal betale mere for deres mad, nemlig tre kroner i alt, hvoraf den ene krone af borgmester Søren Risager (V) dog forklares med den almindelige pristalsregulereing. Det socialdemokratiske ændringsforslag, som vi omtalte i sidste uge, til næste års budget kunne kun trække stemmer fra økonomiudvalgets to, socialdemokratiske medlemmer, og dermed er udsigterne til et budget-forlig mellem V og S stadig særdeles slørede. - Afstanden mellem os er stor, konstaterer Søren Risager.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...