Venstre på slingrerkurs

Venstre har skiftet holdning i sagen om hjemtagelse af otte børn med autisme. Nu kan man godt byde forældre til handicappede børn at vente på en afgørelse i månedsvis, mener partiet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anders Norup (V)

Venstre mener stadig, at otte børn med autisme skal hentes hjem til kommunens eget skoletilbud. Men partiet har ændret holdning til, hvad man kan byde handicappede børn og deres forældre. Nu er det i orden, at de otte børn og deres forældre skal vente i op til seks måneder, inden de kan få afklaring på, om Rebild Kommune vil hente børnene hjem til AK-klassen i Skørping. - Der er behov for en afklaret, hvor grænsen går i forhold til lovgivningen, siger Anders Norup nu. I byrådssalen 28. januar foreslog SF at ændrer beslutningen om at hente børnene hjem og i stedet gøre hjemtagelsen frivillig. Sagen blev efter en længere debat sendt tilbage til børne- og ungdomsudvalget til fornyet politisk behandling. Efter byrådsmødet sagde udvalgets formand, Anders Norup (V), at udvalget ville afvente klagenævnets afgørelse, inden sagen ville blive behandlet. Hurtig afgørelse I dagene efter den udmelding blev det klart for udvalgsformanden, at ventetiden hos klagenævnet er op til seks måneder, og så ændrede han holdning. - Så længe kan vi ikke byde forældrene at vente. Derfor vil vi behandle sagen på vores udvalgsmøde i marts, sagde Anders Norup. Det gjorde udvalget så. Fredag 12. marts behandlede udvalget sagen og endte med at sende en delt indstilling til byrådet. Venstres to medlemmer i udvalget fastholdt, at de otte børn skulle hente hjem. Anders Norup gav udtryk for, at sagen var blevet grundigt diskuteret i Venstres gruppe, og at Indstillingen dermed var udtryk for Venstres holdning til sagen. Udvalgets øvrige medlemmer, to socialdemokrater og en radikal, indstillede, at hjemtagelsen skulle være frivillig. V-holdning holdt fem dage Fem dage senere vedtog Venstres tre medlemmer af økonomiudvalget imidlertid en anden indstilling. Nu vil Venstre ikke længere have sagen afsluttet hurtigt af hensyn til de berørte børn og deres forældre. - Venstre vil gerne afvente klagenævnets afgørelse. Det er det rigtige at gøre, sagde bormester Anny Winther (V) til NORDJYSKE Stiftstidende efter økonomiudvalgsmødet onsdag. Politisk prøveballon-sag Væk var hensynet til de familier, som kan se frem til måneder i usikkerhed, hvis Venstres forslag får flertalsopbakning i byrådssalen på torsdag. - Den væsentligste årsag til, at vi ændrer holdning er, at presset på kommunens økonomi ikke er blevet mindre, siger Anders Norup som forklaring på Venstres nye holdning i sagen. Nu finder Venstre det vigtigt at høre klagenævnets vurderingen af sagen, så det bliver klart, hvad en kommune kan tillade sig inden for lovens rammer. - Hvis vi træffer en beslutning nu, så har vi ikke kunnet få et entydigt svar på, om klagenævnet ville behandle sagen færdig eller ej, siger Anders Norup. Han mener, at sagen er vigtig for behandlingen af fremtidige sager både i Rebild Kommune og i andre kommuner. En ufin politisk manøvre Keld O. Dohm er far til et af de børn, som sagen handler om. Han er ikke overrasket over, at sagen nu igen tager en drejning. - Det ligger desværre fint i tråd med den måde, vi som forældre har oplevet Rebild Kommune. Man siger et og gør noget andet. - Vi havde et håb om, at politikerne ville holde deres løfte denne gang og gøre sagen færdig, men Venstre gør tilsyneladende alt, hvad de kan for at få deres vilje. Jeg vil kalde det her for en ufin politisk manøvre fra Venstres side, siger Keld O. Dohm. Borgmester Anny Winther slår fast, at hvis Venstre får forslaget om at vente på klagenævnet vedtaget, kan de otte børn, som lige nu går i specialskoler uden for Rebild Kommune, fortsætte som hidtil, indtil, der er truffet en ny politisk beslutning i sagen.