Aalborg

Venstre: Pris for Spritgrunden lander for lavt

Udbud bør foregå før ja til lokalplan, mener Venstres medlem af Aalborg Byråd John G. Nielsen

John G. Nielsen vurderer værdien af havnefronten til at være langt højere, end det fremgår af valuarvurderinger.

John G. Nielsen vurderer værdien af havnefronten til at være langt højere, end det fremgår af valuarvurderinger.

AALBORG:At lokalplanen for Spritten bliver stemt igennem uden Venstre bortset fra Mariann Nørgaards forklarer hendes partifælle i by- og landskabsudvalget John G. Nielsen med flere forhold, herunder en vurdering af, at kommunens indtjening ved et kommende salg af selve kajområdet bliver alt for lav.

- Den valgte fremgangsmåde (hvor selve lokalplan og udbud byggeret af jord på selve kajen, red.) er ikke acceptabel. Udbud og færdiggørelse af lokalplan bør hænge sammen, siger John G. Nielsen, der forklarer det med, at kommunens jord på selve havnefronten værdimæssigt ikke bør betragtes som et selvstændigt areal, men som en del af det samlede spritareal og derfor mere værd end de 9,8 mio. kr. to valuarer har vurderet det til under de nuværende vilkår.

- Var kommunens jord blevet sat til salg med udgangspunkt i et forslag og ikke en færdig lokalplan, og det viste sig, at der ikke kom et fornuftigt bud, kunne vi gå tilbage og forhandle med investor (A. Enggaard, red.). Som resultat af dét kunne man forestille sig et mageskifte, så kommunen mod at afstå et areal på havnefronten fik et areal på selve spritgrunden, hvorved kommunen fik et areal, der kunne være basis for et reelt udbud, siger John G. Nielsen, der tilføjer, at adgang til at bygge ude på selve havnefronten øger antallet af kvadratmeter, der kan bygges på selve spritgrunden.

- Værdi af kaj undervurderes

- Så det er ikke 2000 kvadratmeter, men måske en byggeret på 6000 kvadratmeter havnefronten bidrager med. Dermed er værdien af kajområdet snarere 30 mio. kr. Ved at vedtage lokalplanen afskærer vi os fra at optimere den kommunale værdi efter vores opfattelse, siger Venstre-medlemmet, der også er stærkt kritisk i forhold til hele forløbet, herunder informationsniveauet fra by- og landskabsforvaltningens side i slutfasen frem til udvalgets behandling af sagen i går.

- Vi har kun fået fragmenter af information undervejs, og tirsdag måtte jeg bede om de valuarvurderinger, der er lavet, og som jeg kan forstå, andre har set. Under 24 timer før behandlingen af sagen fik vi lokalplanforslaget, som omfatter mange sider, herunder 70 indsigelser. Vi har været alt for dårligt klædt på til at behandle en så vigtig sag, siger John G. Nielsen, der ikke køber argumentet om, at det hastede med vedtagelse af en lokalplan af hensyn til de planer, der er for den gamle spritfabrik.

Behandlet i lyntempo

- Hvis Spritten er så interessant, som det er udtrykt, nægter jeg at tro på, at det ikke er muligt at forlænge eventuelle optioner, og jeg synes ikke, det er ordentligt i forhold til demokratiet, at det er sådanne argumenter, der gør, at vi ikke kan få en ordentlig og faglig debat omkring dét, siger John G. Nielsen, der understreger, at der fra Venstres side ikke er noget ønske om at bremse udviklingen.

Han peger i den forbindelse på, at sagen siden forslaget blev førstebehandlet tidligere i år er behandlet i lyntempo.

- Forud for det, var der arbejdet med sagen i to år. Så kan det ikke være rigtigt, at vi har mindre end 24 timer til at sætte os ind i det endelige forslag, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.