Venstre: Radikales pensionsforslag er populistisk pres

Pensionsalderen for folkevalgte skal ses sammen med andre forhold, der spiller ind, når man er politiker.

De Radikales forslag om at hæve pensionsalderen for ministre og folketingsmedlemmer er populistisk, mener Venstres finansordfører, Jacob Jensen.

Et sådant forslag skal nemlig ikke kun se på de folkevalgtes pensionsalder. Det skal ses i sammenhæng med andre forhold såsom løn, der spiller ind, når man er minister eller folketingsmedlem.

- Det er lidt populistisk, at De Radikale nu forsøger at "presse os" og klandre os for ikke at komme med noget, få måneder efter at De Radikale selv har været med til at springe den aftale, der har været omkring Vederlagskommissionen, siger han.

Pensionsalderen er 67 år for hele den danske befolkning med undtagelse af politikere. Ministre eller folketingsmedlemmer, der er tiltrådt efter 2007 kan få pension, når de fylder 62 år.

De Radikale vil på tirsdag fremsætte et beslutningsforslag, der vil hæve pensionsalderen for de folkevalgte til 67 år. Ændringen skal ifølge forslaget som udgangspunkt gælde for alle politikere under 52 år.

I januar kom Vederlagskommissionen med en anbefaling om, at pensionsalderen for ministre og folketingsmedlemmer skulle hæves, og lønnen skulle sættes op.

Anbefaling mødte dog ikke politisk opbakning og faldt derfor til jorden til trods for, at partierne to år tidligere havde givet håndslag på at følge kommissionens anbefalinger.

Ifølge Jacob Jensen vil Venstre kigge på pensionsalderen og de andre forhold, der spiller ind for politikere, i forbindelse med regeringens 2025-plan senere på året.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.