Venstre: Regeringen bør tage børnecheck til domstol

Hvis der er tvivl om genoptjeningsprincippet og EU-retten, så bør det afgøres ved EU-Domstolen, siger Venstre.

8. maj 2014 22:48

Regeringen bærer selv ansvaret for, at den er kommet i mindretal om børnechecken. Sådan lyder det fra Venstre, der mener, at regeringen burde føre en sag ved EU-Domstolen om EU-borgeres ret til børnecheck.

- Det burde ikke komme som en overraskelse for regeringen. Lars Løkke Rasmussen skrev til statsministeren, at hvis ikke regeringen kunne komme med alternativer, så ville vi stemme for Det Konservative beslutningsforslag, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen.

I brevet til statsministeren erkender Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, at der kan være "en vis tvivl" om, hvorvidt De Konservatives beslutningsforslag er i overensstemmelse med EU-retten.

Selvom Venstre dermed erkender, at der er tvivl om lovligheden, stemmer partiet - med undtagelse af Birthe Rønn Hornbech - alligevel for forslaget. Det forklarer Torsten Schack Pedersen sådan:

- Hvis der er en tvivl, så må det i sidste ende være domstolen, som afgør det. Sådan er det i et retssamfund, siger han og tilføjer:

- Den måde, regeringen håndterede henvendelse fra EU-Kommissionen på, giver ikke nogen mening. Det var besynderligt - for at sige det mildt - at regeringen ikke tog en dialog med kommissionen for at undersøge mulighederne for at bevare genoptjeningsprincippet.

Venstre og De Konservative har i mange uger forgæves forhandlet med regeringen om at finde en løsning, så Danmark overholder EU-retten og samtidig begrænser EU-borgeres mulighed for at få dansk børnecheck.

- Der ligger stadig uafklarede spørgsmål i de forhandlinger, der har været med regeringen. Så hvis regeringen virkelig mander sig op og kommer med nogle modeller, så må vi se, om det kan løse det. Der, hvor vi står nu, er ikke tilfredsstillende for Venstre.

Spørgsmål: Men hvis der ikke er indgået en aftale eller er andre forhindringer, så kan du godt garantere, at Venstre tager en retssag om spørgsmålet, hvis I får regeringsmagten ved næste valg?

- Vores tilkendegivelse er, at regeringen skulle stå på det danske optjeningsprincip. Og i sidste ende må domstolen afgøre, om genoptjeningsprincippet er i overensstemmelse med EU-retten, siger Thorsten Schack Petersen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...