Venstre: Regeringen har indgået 117 politiske aftaler

Siden 2015-valget har regeringen samarbejdet med alle partier, siger Venstres politiske ordfører.

Britt Bager (V) havde torsdag sin debut i Folketingets åbningsdebat som politisk ordfører. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Britt Bager (V) havde torsdag sin debut i Folketingets åbningsdebat som politisk ordfører. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstre har været med til at samle blå blok, og VLAK-regeringen har siden folketingsvalget leveret over 100 politiske aftaler. På tværs af alle ni partier i Folketinget.

Det er budskabet i hvert fald fra Venstres politiske ordfører, Britt Bager, i forbindelse med åbningsdebatten torsdag.

- Vi er ni forskellige partier i Folketinget, og selv om vi har hver vores udgangspunkt og hver vores syn på verden, skal vi, i hvert fald 90 af os, blive enige for at forandre verden.

- De seneste tre år har Venstre gjort præcis det. Samlet partierne bag os. Regeringen har indgået i alt 117 politiske aftaler og samarbejdet med alle Folketingets partier.

- Aftaler og samarbejde, der har gjort Danmark stærkere og rigere, siger Bager.

Dansk Folkeparti, regeringens støtteparti, har stillet krav om et såkaldt paradigmeskift. Det indebærer ifølge DF flere hjemsendelser og mindre integration.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl vil gerne høre, hvad Venstre vil gøre for at sikre flere hjemsendelser.

Bager kvitterer for samarbejdet med DF på udlændingeområdet. Danmark har det laveste asyltal i ni år takket være næsten 100 stramninger, siger hun.

- Det er rimeligt, at et midlertidigt ophold rent faktisk også er midlertidigt. Når der er ro i hjemlandet, så skal man tilbage og hjælpe med at opbygge sit land, siger Bager.

- For os er det også vigtigt, at man i langt højere grad er selvforsørgende end i dag. 36 milliarder kroner koster indvandringen om året. Det har vi en pligt at gøre noget ved, siger hun.

DF mener ikke, at regeringen på alle planer gør det rigtige. Eksempelvis er DF imod integrationsgrunduddannelsen (IGU), som regeringen står bag.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) roste i sin åbningstale tirsdag effekten af de såkaldte IGU-jobforløb for flygtninge.

Ifølge DF giver indslusningen på arbejdsmarkedet via IGU-forløb de enkelte flygtninge en forventning om, at deres fremtid ligger i Danmark.

Sådan ser Løkke ikke på IGU-forløbene. Han mener, at de gavner både den enkelte flygtning og det danske samfund.

- Regeringen har indgået en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, som medvirker til, at langt flere er i arbejde. Siden valget er andelen af flygtninge, som er i job efter tre år i Danmark, fordoblet.

- Det er et kæmpe skridt fremad. Ikke mindst for den enkelte, uanset hvor ens fremtid ligger, sagde Løkke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.