Venstre ser potentiale i flere udflytninger af statsjob

Trods store udflytningsrunder er statslige arbejdspladser fortsat skævt fordelt, mener V.

Venstre har taget initiativ til to runder af omfattende udflytninger af statslige arbejdspladser. Der er ikke aktuelle planer om flere, oplyser ordfører Thomas Danielsen. Men han kan sagtens se et potentiale for det på et senere tidspunkt, når de igangværende flytninger er faldet på plads. Foto: Venstre/Free

Venstre har taget initiativ til to runder af omfattende udflytninger af statslige arbejdspladser. Der er ikke aktuelle planer om flere, oplyser ordfører Thomas Danielsen. Men han kan sagtens se et potentiale for det på et senere tidspunkt, når de igangværende flytninger er faldet på plads. Foto: Venstre/Free

Regeringen har ikke aktuelle planer om at flytte flere statslige arbejdspladser ud, før de igangværende udflytninger er på plads.

Men der er bestemt potentiale for yderligere udflytninger, mener Venstres ordfører for landdistrikter, Thomas Danielsen.

- Det er der da, siger han.

- Vi er ikke færdige med dem, vi er i gang med. Det lader vi lige lande. Og så er det klart, at der stadigvæk er en stor skævvridning i forhold til, hvor de statslige arbejdspladser er placeret.

Dermed er Danielsen på linje med formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, der mener, at udflytning af statslige arbejdspladser er et vigtigt redskab til at skabe vækst i hele Danmark.

Damsgaard er skuffet over, at erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) siger, at han ikke kan se potentialet for yderligere store udflytninger af statslige arbejdspladser.

- Det skal også være fagligt forsvarligt, lyder Jarlovs begrundelse i et interview med netmediet Finans.

- Det er rigtig vigtigt, at hovedstaden også trives, og at alt ikke flytter ud.

Til det siger Thomas Danielsen:

- Det er rigtig nok, at der ikke er nogen lige nu. Men det betyder ikke, at der er lukket for tid og evighed. Det er der bestemt ikke.

Socialdemokratiet undrer sig over erhvervsministerens udmelding.

- Det er et underligt signal at sende til danskerne, at man nu åbenbart mener, at der er fuld balance i Danmark mellem provins og hovedstad, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).

Socialdemokratiet bakker op om de udflytninger, der er sat i gang. Partiet vil lade dem fortsætte, hvis det skulle få regeringsmagten efter næste valg, oplyser Engelbrecht.

- Vi synes også, at grundprincippet om, at nye statslige arbejdspladser skal placeres uden for København, er godt, siger han.

- Men det er også klart, at man godt kan finde eksisterende styrelser inden for den statslige sektor, som det godt kunne give mening på sigt at flytte ud, siger Engelbrecht og nævner Fiskeristyrelsen som eksempel.

Benny Engelbrecht vil gerne vide, om Jarlovs udtalelser er udtryk for regeringens holdning. Men Jarlov ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, oplyser ministeriet til Ritzau.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.