EMNER

Venstre skuffet over Jelveds tilbageløb

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører, er skuffet over Jelveds udmelding. Arkivfoto: Scanpix

KØBENHAVN:De Radikale stikker halen mellem benene, så snart det koster noget. Sådan lyder det fra Venstre, efter at De Radikale har fortrudt, at man stemte for flere centrale lovforslag. Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, udtrykker dyb skuffelse over den tidligere radikale leder Marianne Jelveds udmelding i Berlingske, hvor hun fortryder flere af sine beslutninger, herunder at R stemte for loven om de administrative udvisninger og terrorlovgivningen. - Det viser, at man ikke kan regne med De Radikale. De stikker halen mellem benene, lige så snart det koster noget. Jeg er dybt skuffet over den udmelding, siger Inger Støjberg. Uforstående I de to store oppositionspartier, SF og Socialdemokraterne, stiller man sig uforstående over for Marianne Jelveds kritik af hele oppositionen som "utydelig" og ukritisk over for regeringen. - Det går jo i den helt rigtige retning netop nu. Stille og roligt haler vi ind på det borgerlige flertal. I en sådan situation er det helt afgørende, at vi står samlet som opposition, siger SF-formand Villy Søvndal. Heller ikke Socialdemokraterne viser den store forståelse for den radikale kritik. - Vi er uenige med regeringen på talrige afgørende områder, så vi har ikke det problem, som Marianne Jelved skitserer. Men hvis De Radikale har brug for en offentlig vurdering af deres egen indsats, så lad dem om det, siger partiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen. Nordjysk valgte Marianne Jelveds udmelding er klar: - Det er pinagtigt, at vi nu på ottende år ikke kan få skovlen under Fogh og den måde, han iscenesætter os på, siger Marianne Jelved med kritiske briller rettet mod oppositionen. - Oppositionen er utydelig. Dele af den er enig med regeringen på så vigtige områder, at det er svært at få øje på, hvad forskellen er. Hele oppositionen skal se sig selv i øjnene og spørge, om man har været kritisk nok, lyder det fra Jelved. - Vores radikale selvforståelse er, at vi har og har haft stor politisk indflydelse. Det har vi ikke nu, og det skaber frustration, hvilket gør det svært for os at holde fast i de langsigtede mål. Fortryder egne jaer Helt usædvanligt fortryder hun flere af sine egne beslutninger. - Jeg fatter ikke, hvad der foregik i hovedet på os, da vi for eksempel stemte for de dele af terrorlovgivningen, der giver PET ret til uden kontrol at overvåge og aflytte folk. Det samme med loven om administrative udvisninger. Det er ikke en retsstat værdigt, og jeg fortryder, at vi stemte, som vi gjorde. Nuværende partileder Margrethe Vestager er enig: - Sagen om de administrative udvisninger og terrorlovgivningen har givet anledning til selvransagelse i gruppen. Vi har foreslået, at man nedsætter en terrorkommission, fordi vi har en nagende tvivl om, hvorvidt vi gik alt for vidt. Hvis jeg kunne, ville jeg gerne gøre det om./ritzau/