Venstre-støtte til Skagen Sygehus

MF'er Jens Christian Larsen arbejder for ny løsning, der bevarer sygehuset

Skagen 6. september 2002 08:00

SKAGEN: Venstres Jens Christian Larsen, der er folketingsmedlem valgt i Frederikshavner-kredsen og dermed også på stemmer fra Skagen, siger nu nej til at lukke Skagen Sygehus. - Jeg blev i TVNord onsdag aften udsat for en unfair behandling, idet de klippede så meget i et interview med mig, at det kom til at fremstå som om, jeg vil lukke sygehuset i Skagen og sælge det til brug som privathospital, siger Jens Christian Larsen. - Det jeg sagde, og som ikke kom frem, var, at jeg har fulgt udviklingen i sagen og vurderer nu, at der kan findes en ny løsning, som stiller de fleste tilfredse. Jeg oplever så meget uro og røre i de politiske grupper, at beslutningen fra sundhedsudvalget om at lukke Skagen Sygehus kan ændres. - Jeg tror nu på en kompromis-løsning, så sygehuset i Skagen kan bevares med samme funktioner i dag, og jeg tror også, at sygehuset i Frederikshavn kan bevare et speciale og undgå, at Hjørring får to, siger folketingsmanden. Han blev så ked af indslaget i fjernsynet, at han straks ringede til Venstres formand i Skagen, Ole Knude Jensen, og Inger Støtt, der sidder i amtsrådet sammen med Jens Christian Larsen for at fortælle, at han ikke går ind for at nedlægge og sælge Skagen Sygehus. - Jeg har seriøse drøftelser også med socialdemokrater om en ny løsning, men under alle omstændigheder kommer der ikke til at ske noget afgørende i amtsrådet før mellem første og anden behandling af budgettet for næste år, siger frederikshavneren. Amtsrådet skal på tirsdag klokken 14 førstebehandle næste års budget, hvor sundhedsudvalget har indstillet, at Skagen Sygehus lukkes.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...