Medievirksomhed

Venstre-tv

TV 2: TV 2’s nyhedschef, Michael Dyrby, begrunder suspenderingen af journalisten Kaare R. Skou med hensynet til TV 2’s troværdighed. Men Dyrby selv er aldeles utroværdig. I 2005 forsvarede han ihærdigt TV 2’s antimuslimske løgn om eksistensen af indvandrerbanden Triple A, men endte med at måtte indkassere hård kritik fra Radio- og tv-nævnet for partisk og usaglig nyhedsformidling. At Skous bortvisning kommer blot få dage efter, at Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, krævede ham fyret, er blot seneste eksempel på den tætte forbindelse mellem TV 2 og Venstre. Jens Rohde blev direktør for TV 2 Radio. Foghs tidligere spindoktor, Henrik Qvortrup, er politisk redaktør på TV 2 Nyhederne. Ulla Østergård, fhv. pressechef for Lars Løkke, er boss for TV 2 News. Og da både DR og TV 2 kom i økonomiske problemer for et par år siden, sendte VK straks penge til TV 2, mens DR intet fik og måtte nedlægge hele afdelinger. TV 2 er Venstres uofficielle tv-station.