Venstre tvivler på aftale om tyrkisk pige onsdag

Partier mødes onsdag om gymnasieeleven Songül Yüksel og omkring 30 andre børns mulighed for at blive i Danmark

Onsdag forsøger Folketingets partier igen at blive enige om en lovændring, der vil gøre det muligt for gymnasieeleven Songül Yüksel og omkring 30 andre børn og unge at søge om familiesammenføring, selvom de opholder sig ulovligt i Danmark.

Før mødet i Justitsministeriet siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen dog, at det store oppositionsparti ikke er klar til at indgå en aftale om den tyrkiske gymnasieelev Songül Yüksel onsdag.

- Jeg tror ikke, vi bliver enige i dag, for det er noget mudret, hvad ministeren lægger frem, siger Karsten Lauritzen.

På spørgsmålet om der kommer en aftale siger han:

- Det ved jeg ikke, det kan jo være, ministeren laver en aftale med de røde partier, men Venstre kan i hvert fald ikke komme med et svar i dag, siger Karsten Lauritzen.

På spørgsmålet om hvorvidt regeringen er klar til at lave en aftale uden om Venstre, siger Socialdemokraternes Mette Reissmann:

- Vi vil gerne have en så bred aftale som muligt, så vi må se, hvordan partierne stiller sig, siger Mette Reissmann.

Det, der skiller partierne ad, er blandt andet, hvordan man sikrer, at lovændringen kun åbner en dør for børn, der ikke selv er skyld i, at de har trodset beskeden på at rejse ud af landet.

- Bekymringen er, at det kan komme til at sende et signal om, at hvis man bliver længe nok, kan det være, at Folketinget på et eller andet tidspunkt griber ind og laver en lovændring, sagde Tom Behnke, der er retsordfører for Det Konservative Folkeparti, tidligere på ugen.

Sagen begyndte i februar, hvor det kom frem, at 19-årige Songül Yüksel står til at blive smidt ud af Danmark, selvom hun ikke har kontakt til sin mor og bedstemor i Tyrkiet.

Ligesom 30 andre kan hun ikke søge om familiesammenføring, fordi hun allerede har fået afslag og altså er blevet ulovligt i Danmark.

I mellemtiden er der dog blevet indført mere lempelige regler, som bestemmer, at børn ikke skal sendes tilbage til en forælder, de ikke har kontakt med.

I sidste uge præsenterede justitsminister Karen Hækkerup (S) Folketingets partier for et udkast til en lovændring, der vil gøre det muligt for børnene at få prøvet deres sag efter de mere lempelige regler fra 2012.

Alle partier med undtagelse af Dansk Folkeparti er med til mødet onsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.