EMNER

Venstre vil ikke ændre politik PRES: Danskerne vil have politikerne til at lette på låget til statsoverskuddet. Pengene skal bruges til bedre offentlig service

KØBENHAVN:Økonomernes løftede pegefingre preller af på danskerne. De vil have politikerne til at finde nøglen til statskassen frem og investere flere penge i for eksempel bedre offentlig service frem for at betale af på statsgælden, viser en meningsmåling i Jyllands-Posten. Men undersøgelsen får ikke regeringen til at ændre politik. - Det handler om “som du spørger, får du svar”. Hvis man satte konsekvensen op ved at bruge pengene, så tror jeg også, at folk ville svare anderledes. Hvis man fortalte, at konsekvensen ved at bruge løs af pengene er, at vi ikke kan passe ordentligt på de ældre i fremtiden, siger Venstres finansordfører, Peter Christensen. Gennemsnitsdanskeren vil bruge omkring 40 procent af statens overskud på 80 milliarder kroner til bedre offentlig service her og nu, hvis valget stod mellem at fordele pengene mellem fire offentlige udgiftsposter: Afdrag på statens gæld, bedre offentlig service her og nu, offentlige investeringer i eksempelvis veje, jernbaner, sygehusbyggeri og lignende og endelig skattelettelser. Det har en konsekvensMålingen er ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, udtryk for, at Socialdemokraterne er i overensstemmelse med en udbredt holdning i befolkningen - nemlig at der er behov for at bruge penge på offentlig service her og nu. Men det afviser Peter Christensen. - Nej, det, mener jeg ikke, er rigtigt. Men det er kompliceret det her. Det har en konsekvens at bruge pengene, og den konsekvens må vi som politikere være bedre til at synliggøre. Men jeg tror som sagt også, at det handler om at spørge på den rigtige måde - og få konsekvenserne med, siger Peter Christensen. Danskerne vil ifølge undersøgelsen kun bruge 25 procent af statens overskud til afbetaling på gælden, som ellers har været strategien for den nuværende og forrige regering. Undersøgelsens resultater viser, at politikerne står over for en vanskelig opgave, lyder det fra medlem af Velfærdskommissionen, økonomiprofessor Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet. - Politikerne står med et pædagogisk problem, for de har ikke formået at overbevise befolkningen om, at det er afgørende at få nedbragt gælden for at kunne finansiere velfærdssamfundet på langt sigt, når der kommer flere ældre./ritzau/