Skattepolitik

Venstre vil sænke skatten

Forslaget får en kølig modtagelse

AALBORG:Skatten skal sættes ned i Aalborg, hvis det står til Venstre. Partiets politiske ordfører Niels Tvilling Larsen foreslog ved 1. behandlingen, at borgerne i Aalborg Kommune skal betale mindre i skat. - Således at borgerne også opdager, vi har styr på udgifterne, og at vi hjælper de kommuner, der har svært ved, at overholde aftalen med regeringen om skattestoppet, sagde Niels Tvilling Larsen, der senere vil stille forslaget om skattenedsættelsen sammen med de øvrige forslag fra Venstre. Partiet mener, at der er luft til en skattelettelse, når opsvinget ifølge økonomerne lurer om hjørnet, og kommunen har en sund økonomi og en stor kassebeholdning. Venstre forestiller sig, at skatten nedsættes med en promille. Udover forslaget om at sænke skatten vil Venstre også nedsætte dækningafgiften for at skabe mere gang i hjulene i erhvervslivet. Partiet har en 10-årig afviklingsplan af dækningsafgiften på tegnebrættet. På spørgsmålet om hvordan man vil finansiere forslagene, siger Niels Tvilling Larsen. - Sådan som det er nu har vi en meget stor kassebeholdning, som vi bl.a. kan starte med, vi har også nogen af de andre udgifter, som vi kan omprioritere, men det er noget af det, vi skal diksutere i forbindelse med budgetforhandlingerne. Venstre møder dog ingen opbakning til at sætte skatten ned. - Jeg tror godt nok,at det lyder til en utrolig dyr regning, som man lægger op til i Venstre, sagde Thomas Kastrup-Larsen (S). Heller ikke det Radikale Venstre vil være med til at snakke om skattelettelser medmindre, der er tale om skatteomlægninger, så det samlede provenu bliver uændret. - Det synes jeg er useriøst at diskutere med de opgaver, der ligger foran os, sagde Preben Pedersen. Hos SF vil man heller ikke være med. - Hvis vi skal udmelde et ultimativt krav, så vil det være, at vi ikke vil være med til at nedsætte dækningsafgiften, sagde Henrik Thomsen.