Venstredrejning hos radikale

Først og fremmest til lykke til de radikale med deres nye leder.

At de radikale åbenbart igen har tænkt sig at ville samarbejde med Konservative og regeringen ser jeg kun som en stor styrke – vi er jo i Folketinget sammen for netop at samarbejde. Men der gik ikke mange dage, før man igen griber sig til hovedet over den radikale melding om skattetrykket i Danmark. Nu har der gennem et stykke tid i det radikale bagland været enighed om, at hvis skatten i Danmark skal bevæge sig, så skal retningen være nedad. Man havde en fælles forståelse af, at man ikke kan flå skatteborgerne for mere end maksimalt 63 pct. af deres sidst tjente krone. Og dog, for de radikale har nu åbnet op for godteposen af nye tiltag, der vil sætte fornyet skub i skatteskruen, som vi med KV-regeringen netop har fået stoppet. For topskatten skal ikke blot være 63%, nej den skal være endnu højere lyder det nu fra de radikale! Jeg må sige, at jeg er mildest talt forundret. Det er sådan, at vi i dette samfund skal have en privat sektor, der kan beskattes for at vi kan opretholde en offentlig sektor. Velfærd ikke kommer ud af det blå, men betinges af, at borgerne faktisk går på arbejde, tager vare på sig selv og skaber værdi. Uden alt dette er der ingen skat at opkræve og endnu mindre at omfordele. Som konservativ ønsker jeg i alt fald ikke at gå den vej – tværtimod vil vi gøre det legalt for alle at arbejde, uden at de bliver brandbeskattet. Ironisk nok har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for længst lugtet den lunte og har netop udtalt sig kritisk over beskatningen i Danmark! Når hele 25 pct. af SiD’erne, og omtrent en million danskere betaler topskat, så er det da en uholdbar situation. Så langt er jeg enig med Margrethe Vestager. Men jeg kan ikke forstå den mani de radikale åbenbart igen har fået med, at det er grimt at være dygtig og dermed kunne tjene penge? Jeg troede faktisk at de radikale ville være med til at gøre Danmark mere konkurrencedygtigt, kunne tiltrække de bedste hjerner og ville belønne de, der får den gode idé. Der er åbenbar ikke længere tilfældet. Med Vestagers udmelding skriver hun sig ind i lige nøjagtig den historie, der udgøres af Anker Jørgensens finansielle kaos i 70’erne. Og solidt plantet til venstre i fortiden.