Retspleje

Venstrefløjen har tabt alt

Socialdemokraterne er selv skyld i deres nedtur, vurderer den gamle VS'er Preben Wilhjelm. Han tror dog stadig på, at det politiske billede vil vende igen

KØBENHAVN:Han har et navn, der aftvinger respekt i stort set alle politiske lejre. Socialdemokraternes eks-formand Svend Auken sagde engang, at Preben Wilhjelm besad "halvdelen af folketingets hjernekapacitet." I en til tider ellers hård debat er han er blevet kaldt en "hæderlig undtagelse" af flere af højrefløjens gamle koldkrigere i deres kamp mod venstrefløjens ditto. Men det er faktisk en betegnelse, der gør ham vred. - I al beskedenhed var jeg altså en af de ledende skikkelser på venstrefløjen og i VS. Jeg var blandt dem, der fik allerflest stemmer både internt og ved valgene, så jeg var fandeme ikke en undtagelse. Det vil jeg sgu ikke finde mig i, siger den nu 70-årige Preben Wilhjelm og ryster smilende på hovedet. Han står uforstående overfor, hvad han mener er sejrherrernes hævngerrige forsøg på forvanskning af historien, når den vil stemple hele venstrefløjen for diktaturtilbedelse og et voldeligt idégrundlag. Vist var der ekstremister på venstrefløjen, medgiver han. Men Preben Wilhjelm bryster sig af, at han og andre i for eksempel VS faktisk allerede dengang løbende og uden skub udefra gjorde op med ethvert tilløb til given køb på demokratiske og pluralistiske principper – og vandt. I dag kan han se ud over en venstrefløj, der samlet set står til endnu et politisk nederlag, hvis man ellers skal tro meningsmålingerne. Og når der i dag lyder sætninger som "de venstreorienterede satte sig på flæsket i halvfjerdserne, så det skal der rådes bod på nu", ryster han igen på hovedet. - Vi tabte jo på stort set alle områder. Det kan da godt være, at vi i nogle år var med til at sætte dagsordenen og fik flyttet noget i folks hoveder. Men kigger man på den konkrete politik, på de beslutninger, der reelt blev taget, så gik de aldrig vores vej. Konstaterer han smilende og uden at lyde det mindste bitter. Folketing i fængsel Da Preben Wilhjelm sad i Folketinget for VS, var han blandt andet kendt som en skarp retspolitisk ordfører. Og interessen for juraen blev så stærk, at han tog en ph.d.-grad i retsvidenskab efter tiden som folketingsmedlem. Netop den enkeltes retsstilling er en af de steder, hvor han synes, det er gået tilbage med friheden, siden Danmark fik, det han kalder en "skideflot" retsplejelov, i 1919. - Man vedtog eksempelvis dengang tre begrundelser for at varetægtsfængsle: Faren for, at den sigtede ville flygte, at han ville modarbejde opklarelsen eller ville gentage forbrydelsen. De daværende folketingsmedlemmer havde endda store betænkeligheder ved at anerkende den sidste begrundelse. De mente ikke, man i et retsssamfund kunne tillade sig at forudsige, hvad folk ville gøre og ikke gøre i fremtiden, siger Preben Wilhjelm og fortsætter: - Men senere kom der jo en ekstra begrundelse, nemlig hensynet til folks almene retsfølelse. Det kan man da ikke! Det er jo pøbeljustits, siger han fortørnet. - En retsfølelse kan da ikke anerkendes, før man har haft lov at forsvare sig. Vores senere ombudsmand Stephan Hurwitz, som var en borgerlig hædersmand og en vores førende jurister, var dybt bekymret over den regel, som han med rette kaldte "foregribende straf", siger Preben Wilhjelm. - Vores fantastiske retsplejelov har i den grad fået lov at forvitre. Muligheden for statslige tvangsindgreb mod individet er blevet udvidet. Det er et af de steder, hvor det markant er gået tilbage. Men det er da interessant, at det i den grad var venstrefløjen, der kæmpede for de såkaldt borgerlige rettigheder, siger Preben Wilhjelm, der mener, at de gamle partier har glemt deres dyder. - Når jeg ser på, hvor flot retsplejereformen rent faktisk var, hvordan den beskyttede det enkelte menneske…så tror jeg, det hænger sammen med, at…ja, nu har jeg ikke de nøjagtige tal, men omkring halvdelen af de daværende folketingsmedlemmer havde siddet i spjældet under Estrup. De vidste, hvor skoen trykkede, siger Preben Wilhjelm. Han forklarer, at MF'ere dengang, især socialdemokrater, radikale og venstrefolk ofte var lokale redaktører af partiaviserne, og at den nærmest enevældige Højre-leder Estrup ikke veg tilbage for at fængsle pressefolk, hvis de kritiserede regeringen eller dens venner i eksempelvis militæret. Socialdemokratisk selvmål Netop forglemmelsen af gamle dyder er også skyld i Socialdemokraternes nuværende nedtur, mener Preben Wilhjelm. - Det er ikke lykkedes dem at stable et reelt alternativ til Fogh på benene. De kan ikke blive ved med at jamre og sige, at Fogh har sneget sig ind på deres politik. Det må de jo bare se i øjnene og så agere ud fra det, siger Preben Wilhjelm, der mener, at partiet kun kan bebrejde sig selv for de ringe meningsmålinger. - Efter min mening er udlændingepolitikken et godt eksempel. De har været med til at fremkalde og fuldstændig fortegne et problem, der har skræmt deres vælgere over i armene på først Dansk Folkeparti og senere V og K, siger Preben Wilhjelm. - De har ikke turdet imødegå myter og fordomme med reel oplysning. Det har givet plads til folk som Karen Jespersen, men de vil alligevel aldrig kunne vinde over Dansk Folkeparti på den banehalvdel, mener Preben Wilhjelm. - I virkeligheden er danskerne ikke fremmedfjendske. Bare se på de sager, hvor myndighederne vil udvise en familie eller en skolepige på 17 år. Så rejser lokalsamfundene sig i protest, borgerne stejler og aviserne raser. Selv Pia Kjærsgaard siger jo, at vi skal beskytte dem, der er i virkelig fare – men vore asylregler har heller aldrig tilladt andet, siger Preben Wilhjelm og fortsætter: - Jeg har siddet i Flygtningenævnet i seks år, hvor jeg med blødende hjerte var med til at afvise hundredvis af flygtninge, fordi de opfyldte asylbetingelserne i de internationale konventioner. Men det betyder ikke, at de var 'bekvemmelighedsflygtninge'. En libanesisk familie for eksempel, som flygtede hertil under borgerkrigen. De havde tre børn, men de to var blevet dræbt af vildfarne kugler; to gange var det hus, de boede i, bombet i ruiner; til sidst havde de solgt alt for at rejse herop for at redde det sidste barn. Men de var ikke personlig forfulgt, og derfor blev de afvist. Han læner sig frem og prikker en stiv pegefinger ned i sofabordet. - Jeg har siddet til masser af møder med folk, der lagde ud med at mene, at asylpolitikken var for slap. Men når de havde hørt, hvad der krævedes, og hvem vi afviste, så var tonen en anden. Ofte ligefrem at vi var for restriktive. Jeg tror, at Socialdemokraterne virkelig har fejlet med deres medløberi på dette område, siger Preben Wilhjelm. - At der så er en række københavnske forstadsborgmestre, der har nogle kolossale og helt reelle problemer, er jo blandt andet et resultat af, at mange borgerligt styrede kommuner gjort alt for ikke at påtage sig deres del af opgaven. Og af manglen på en helhjertet integrationspolitik, siger Preben Wilhjelm. Farvel til S? - Et andet perspektiv er EU. Alle afgørende politiske beslutninger er henlagt til Bruxelles, og det har indsnævret det politiske råderum i Danmark. Når det sker, så bliver det hele mere et spørgsmål om personer og ikke så meget om politik, mener Preben Wilhjelm. Han er derfor oprigtigt i tvivl, når man spørger ham, om han tror, at Socialdemokraternes tid er forbi. - Jeg ved det ikke. Da Mogens Lykketoft, som jeg har stor faglig respekt for, blev formand, skrev jeg en kronik, hvor jeg forsøgte at analysere hans muligheder. Fortsat medløberi kunne kun føre til nederlag. Omvendt kunne han næppe gøre Socialdemokraterne til et overbevisende alternativ uden at skille sig af med højrefolk som for eksempel Karen Jespersen, Jan Trøjborg, Hans Hækkerup og Bødskov. Det ville blive hårdt og formentlig koste næste valg, men dog give mulighed for en genrejsning. Foreløbig har han valgt det første – og alligevel fået Karen Jespersen i nakken. Nu ved jeg ikke, om det er for sent, siger Preben Wilhjelm. Men selvom venstrefløjen har "tabt alt" inklusiv det sidste og efter al sandsynlighed også det næste folketingsvalg, så tror han på, at den politiske balance vipper over igen. - Jajada. Jeg er gammel nok til at huske, hvor dystre tingene så ud i halvtredserne. Hvis nogen dengang havde sagt, at der kommer et nyt uafhængigt socialistisk parti, at der ville komme græsrodsorganisationer for fred og miljø, at der ville blive atommarcher, så havde folk rystet på hovedet. Det kom. Helt af sig selv ud af et sort, sort mørke. Det kommer til at vende igen. Bare vent og se.