EMNER

Venstrefolk kræver dialog med alle

Dialog - også med ekstremister - lyder kravet fra Venstrefolk forud for, at regeringen barsler med sit oplæg til bekæmpelse af radikalisering

KØBENHAVN:Venstre er ikke Dansk Folkeparti, og det skal være tydeligt at se, når regeringen inden for de næste par uger kommer med sin omstridte strategi for, hvordan man forebygger radikalisering blandt unge. Sådan lyder kravet fra dele af Venstres folketingsgruppe, som ønsker et klart fokus på, at man også skal gå i dialog med folk, som har ekstreme holdninger som for eksempel Hizb-ut Tahrir. - Det gælder om ikke at skubbe nogen fra sig, og jeg har svært ved at se, at det skulle være gavnligt at nævne, hvem man ikke skal i dialog med, siger medlem af integrationsudvalget Eyvind Vesselbo. I november opstod der strid om netop dialog-spørgsmålet, da velfærdsminister Karen Jespersen (V) højlydt advarede mod at føre tæt dialog med ekstremister, som ellers foreslået i Integrationsministeriet embedsmandsrapport, som skulle ligge til grund for regeringens strategi. Hun blev stærkt bakket op af især Dansk Folkeparti, mens integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) forsvarede oplægget. Siden er der blevet forhandlet flittigt mellem embedsmænd fra de involverede ministerier. I denne uge skulle resultatet være diskuteret mellem de centrale ministre, men mødet blev i sidste øjeblik udsat. Venstremedlem Britta Schall Holberg kalder det for 'sit hjertebarn', at man skal kunne føre dialog også med folk, man er uenig med. - Jeg synes, det er et meget venstrefremmed synspunkt at sige, at der er folk, man på forhånd ikke vil snakke med. Man bliver da nødt til at tage tyren ved hornene og se, hvad det er, vi står overfor, også hvis man skal kunne advare mod det, siger Britta Schall Holberg, som udtrykker håb om, at regeringens udspil vil vise sig at være mere nuanceret end de meget kontante afvisninger af dialog med ekstremister, som kom fra Venstres gruppe i november. Det samme gør Eyvind Vesselbo. - Det her er vigtigt, for det handler helt fundamentalt om, hvilken tilgang vi skal have til integration, Og her er det vigtigt, at vi holder fast i vores egne værdier og ikke lader os trække for meget i retning af Dansk Folkeparti, siger han. Derfor forventer han også, at gruppen vil få mulighed for at diskutere det endelige ministeroplæg. Hverken Birthe Rønn Hornbech eller Karen Jespersen har ønsket at uddybe deres synspunkter. Indsigt forside