Lokalpolitik

Venstrefolk mødes

LØGSTØR KOMMUNE: Venstrefolket i de otte lokalforeninger i Løgstør Kommune sætter hinanden stævne i næste uge. Der er generalforsamlinger hele vejen rundt, og der lægges ud mandag aften, hvor lokalforeningerne i Næsborg-Salling-Oudrup, Vindblæs samt Vilsted har slået sig sammen. De mødes på Vilsted Aakro, hvor borgmester Jens Lauritzen (V) er gæstetaler. Tirsdag kommer turen til venstrefolket i Overlade samt Ranum/Malle. De mødes på Overlades gamle skole, hvor byrådsmedlemmerne Ernst Skovgaard Jensen og Kristian Haldrup orienterer om den politiske situation. Samme aften har lokalforeningen for Aggersborg generalforsamling, og her mødes medlemmerne i Aggersund Menighedshus. Onsdag 25. februar samles de sidste to - Løgstør samt Kornum/Løgsted - på Pavillon Christiansminde. Her vil fem venstrefolk fra byrådet være til stede: Lisbet Nielsen, Birgitte Langgaard, Ole Pedersen, Albert Veggerby Andersen og Karl Laut. I øvrigt har kommuneforeningen Venstre i Løgstør Kommune generalforsamling 2. marts på Kroagergaard. Her er gæstetaleren Folketingets formand, Chr. Mejdahl (V).