Lokalpolitik

Venstreløve med skarptslebne synspunkter

Karl Gustav Nielsen runder 80 år i morgen, og han revser stadig Venstres byrådsmedlemmer

Karl Gustav Nielsen fylder 80 år i morgen, men er stadig i vigør. Han er således glad for at være havemand for en række venner og bekendte i Hjørring. Og han nåede da også lige at studse sin egen hæk før familie og venner  i dag kommer og fejrer ham.

Foto: Bente Poder

Karl Gustav Nielsen fylder 80 år i morgen, men er stadig i vigør. Han er således glad for at være havemand for en række venner og bekendte i Hjørring. Og han nåede da også lige at studse sin egen hæk før familie og venner i dag kommer og fejrer ham. Foto: Bente Poder

HJØRRING:- Hvis ikke byrådsgruppen følger den rette Venstre-linje, som Karl Gustav ser den, så bliver jeg ringet op og får at vide, hvad vi gør forkert, kommer det muntert fra 2. viceborgmester Jørgen Lind Thomsen (V). Ved spisebordet i hjemmet på Højlundevej vej kommer der også et muntert glimt i øjet på Karl Gustav Nielsen, da jeg fortæller ham om Jørgen Lind Thomsens bemærkning. - Jeg blev æresmedlem i Venstre for ni år siden, og man plejer at sige, at man bliver æresmedlem, når man ikke længere kan blande sig, men jeg kan ikke holde munden lukket, lyder det fra Karl Gustav Nielsen, som bliver 80 i morgen. - Men man skal jo heller ikke sige, at det er godt, hvis det ikke er det! Karl Gustav Nielsen er forhenværende landmand på den fædrene gård, hvor han har boet i 74 år, men meget mere end landbrug har fyldt hans liv. Han var mangeårig formand - 26 år - for Liberalt Oplysningsforbund i Hjørring, samt amtsformand for oplysningsforbundet og medlem af landsledelsen. Han sad i Venstres amtsbestyrelse i 25 år. Han meldte sig ind i Venstre Ungdom i Sct. Hans og Sct. Olai sognekommune allerede som 18-årig. Bedstefaderen på hans mors side, Jens Laurits Andersen fra Horne, var med til at grundlægge aktieselskabet Vendsyssel Tidende i 1901, så den politiske interesse har ligget i familien. Meget har ændret sig siden Karl Gustav Nielsen blev interesseret i politik. og ikke alt til det bedre. - Jeg savner i dag folk, som har et helhedssyn på samfundet. I dag kan en enkelt sag ændre ting. I gamle dage var det let at samle folk til debat, og netop i debatten fik man testet sagen og dermed fik man et nuanceret billede af samfundet. På den måde kunne en enkelt sag ikke forrykke billedet, som det gør i dag, mener Karl Gustav Nielsen. Og helhedssyn og store visioner for samfundets udvikling er ikke mindre nødvendigt med indgangen til en ny storkommune. Karl Gustav Nielsen, at man skal turde satse. Det ærgrer ham således, at man ikke satsede stort og byggede et helt nyt kunstmuseum ved Hjørring Bjerge. - Det kunne have ligget vest for udkigstårnet ned ad bakken med en fantastisk udsigt og på den måde give en fornemmelse af lyset heroppe. Museet kunne skæres ind i bakken i en halvcirkel, siger Karl Gustav Nielsen. - Hjørring by har ikke været i stand til at slå igennem med noget. Men man skal huske på, at der er penge nok fra fonde, hvis bare man finder på noget, der er tilstrækkelig visionært. Det er vigtigt, at Hjørring og den nye storkommune markerer sig, mener Karl Gustav Nielsen Det gælder om at fastholde ikke mindst højtuddannede i Ny Hjørring, for at bevare dynamikken gennem samspillet med alle grupper på arbejdsmarkedet. - Det er en farlig tendens, hvis de forlader os. Det er vigtigt, at vi får virksomheder i kommunen, som kan beskæftige højtuddannede, siger Karl Gustav Nielsen. Mon det kan vare længe, før 2. viceborgmesteren får endnu et telefonopkald?

Forsiden