Overenskomster

Venstreparti holder fast i Bisky efter kuldsejlet afstemning

Det tyske Venstreparti har indkaldt Forbundsdagens ældsteråd, efter at dets partiformand Bisky trods tre forsøg ikke blev valgt til parlamentets næstformand

BERLIN:Forbundsdagens ældsteråd skal nu tage sig af den yderst prekære og hidtil usete situation i tysk parlametshistorie, der opstod tirsdag aften, da Venstrepartiets formand, Lothar Bisky, trods tre valgrunder overraskende ikke formåede at blive valgt til en af parlamentets seks næstformænd. Venstrepartiet indkaldte onsdag ældsterådet til et krisemøde og bebudede at ville holde fast i partiformandens kandidatur. Forbundsdagens forretningsorden giver ingen klare juridiske svar på, hvad der nu skal ske. Men det står fast, at alle fem grupper i parlamentet har krav på at stille med en næstformand, og at Forbundsdagen ikke kan tage fat på sit arbejde, indtil hele præsidiet er valgt. Den nyvalgte konservative parlamentsformand, Norbert Lammet, har opfordret alle parter til vise besindighed og vilje til "retorisk nedrustning". Ifølge flere medier er det en pinagtig skandale, at flertallet af forbundsdagsmedlemmerne droppede parlamentets skikke og nægtede at stemme på Bisky, hvis parti er en torn i øjet på de andre partier. Selv sagde hovedpersonen, at han følte at have fået en smertefuld lussing. - Det gjorde ondt, men i dag har jeg fået mange kærlige tilkendegivelser. Gruppen ønsker, at jeg genopstiller, og jeg vil heller ikke skuffe vælgerne, sagde Bisky onsdag til tv-stationen n-tv. Venstrepartiet, der er en sammenslutning af det østtyske socialistparti PDS og det vesttyske socialdemokratiske udbryderparti WASG, var med sin venstrepopulistiske retorik en af de få vindere ved forbundsdagsvalget for fire uger siden og fik udvidet sit mandattal fra to til 54. Den 64-årige Bisky, der hidtil har været næstformand i Brandenburgs delstatsparlament, er selv blandt de nyvalgte parlamentsmedlemmer, som også tæller den tidligere socialdemokratiske SPD-formand Oskar Lafontaine. Venstrepartiet tolkede onsdag Biskys nederlag som en afklapsning af især Lafontaine, der af mange socialdemokrater anses som en forræder. - Det er kun de andres ulmende vrede imod os, som nu har vist sig, sagde Lafontaine til Sächsische Zeitung. Men SPD i Brandenburg, flere socialdemokratiske forbundsdagsmedlemmer og De Grønne bakkede onsdag op om Bisky, der er en af veteranerne i PDS, som efter Berlinmurens fald opstod i ruinerne på DDR-tidens statsparti SED. - Forbundsdagen bør vælge Bisky til næstformand. Alt andet ville skade demokratiet og blot styrke Venstrepartiet i sin martyrrolle, skrev de fremtrædende brandenburgske socialdemokrater Günter Baaske og Peter Danckert i en fælles erklæring. Men fra det konservative CDU's rækker forlød det, at Bisky som partiformand ikke er tilstrækkelig neutral til at beklæde embedet som parlamentets næstformand. Enkelte kristelige demokrater mente også, at nej-stemmerne skyldtes, at den forhenværende rektor for filmskolen i Potsdam fortsat er mistænkt for at have samarbejdet med den østtyske efterretningstjeneste Stasi, hvilket han dog selv onsdag endnu engang afviste. Flere konservative og liberale politikere opfordrede Bisky til at acceptere parlamentets afgørelse og trække sig. Bisky selv sagde, at han ikke er masochist, men flere af hans partifæller fastslog, at de vil blive ved med at opstille partiformanden, indtil han er valgt. Venstrepartiets gruppeformand, Gregor Gysi, vurderede sin formands nederlag som et tegn på, at østtyskere 15 år efter genforeningen stadig holdes uden for det gode selskab. /ritzau/