Venstres formand forlader V i Tårs

Ny formand forlader posten efter et halvt år uden møder

Tårs 10. september 2002 08:00

TÅRS: Karsten Løth, som for et halvt år siden blev valgt som ny formand for Tårs Venstre Vælgerforening, har med et brev til den øvrige bestyrelse trukket sig som formand. - Jeg føler, jeg har stået lidt alene. Der er ingen i bestyrelsen, som har bakket mig op, og ingen er kommet til arrangementerne, så derfor er det bedre for foreningen, at jeg trækker mig, erklærer Karsten Løth. Det var en total overraskelse for alle - vist inklusive Karsten Løth selv - at han i februar i år med et knebent flertal vandt formandsposten fra den siddende formand gennem to år, Torben Højbjerg. Nu har den gamle formand, som er næstformand i bestyrelsen, indkaldt til et bestyrelsesmøde 16. september. - Det er det første bestyrelsesmøde siden et vedtægtsbestemt møde 14 dage efter generalforsamlingen. Karsetn Løth har ikke indkaldt bestyrelsen til møder overhovedet, siger Torben Højbjerg. Han kalder det i øvrigt anstødeligt, at Karsten Løth bare har sendt et brev om, at han trækker sig. - Jeg synes, at han burde have indkaldt os til et møde for at drøfte situationen. Jeg forstår ikke, at han er vred på os. Jeg kunne forstå, hvis han havde indkaldt til møde, og vi ikke var kommet, men det er der ikke tale om. Der har været nogle arrangementer, som den gamle bestyrelse havde arrangeret, men det er jo ikke altid man kan komme til dem, siger den gamle formand. Torben Højbjerg regner med, at bestyrelsen fortsætter ved at indkalde en suppleant. Karsten Løth er til gengæld lidt skuffet over, at ingen har henvendt sig til ham for at høre en nærmere begrundelse for hans beslutning om afgang. - Nu har jeg trukket mig, men jeg håber stadig det bedste for foreningen. Ved Tårs Venstrevælgerforenings generalforsamling i februar var det helt usædvanligt, at der var kampvalg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...