Ældreforhold

Venstres løftebrud

Skattereform vil være "løftebrud" af Venstre. Tak til Flemming Jansen 6. februar! Hvor er det dog befriende at høre en venstre-mand gennemskue et fuldkommen unødvendigt og uoverskueligt makværk af en skattereform. Aldrig har vi haft så lidt brug for en skattereform som nu.

Skattekommissionens udspil har i øvrigt ikke noget med en reform at gøre, men alene Carsten Kochs akademiske værk, hvor der lappes videre på den eksisterende og i forvejen alt for indviklede skattelovgivning, hvorefter ingen selv er i stand til at beregne sin egen skat. Jeg er selv venstre-mand gennem et helt liv og har bl.a. en baggrund som skatterevisor. Det smarte ved Carsten Kochs oplæg er, at heller ingen politikere er i stand til at gennemskue og argumentere mod Carsten Koch, som jo er fabelagtig til at imødegå enhver indvending. Carsten Koch efterlyser flere hænder (20.000). Om det så er 10.000 eller 20.000 mennesker han mener vides ikke. Mennesker har som bekendt to hænder. Flere hænder i den størrelsesorden vil kunne opnås så let som ingenting. Jeg har skrevet til statsministeren herom, men uden gehør. Forslag: Lad efterlønnere arbejde frit uden afkortning i efterlønnen. Herefter ville fagforeningernes urimelige kontrolapparat kunne frigøres eller afskediges til langt fornuftigere gøremål. Mange efterlønnere vil stort set selv betale deres efterløn. Lad os tage et eksempel: En efterlønner med ca. 180.000 kr. betaler ca. 40.000 kr. i skat. Vælger han/hun at fortsætte i sit arbejde og bevare en lønindkomst på ca. 300.000 kr., bliver den samlede indkomst 480.000 kr. Skat heraf udgør godt 200.000 kr. og vupti: Efterlønneren har stort set selv betalt sin efterløn. Hovedtesen i kommissoriet til skattekommissionen har lydt: "Danskerne skal tilskyndes til det, som vi gerne vil have mere af... nemlig arbejde og ændre adfærd til det vi ønsker mindre af: Forurening. Umiddelbart en ædel og fornuftig tankegang. Problemet er bare, at det er der ingen borgere, som ønsker: - de studerende modsætter sig ændringer i studiestøtten - landbruget er modstandere af prutte afgifter på kreaturerne - gartnerierne imod bortfald af fradragsret for CO2 afgifter mv. - parcelhusejerne og ejerlejlighedsejere er imod nedsættelse af fradragsværdien af renter - og mæglerne siger, at det er gift for branchen I det hele taget har jeg ikke hørt en eneste dansker, som efterlyser en skattereform af denne karakter. Og da slet ikke nu, hvor fremtiden tegner meget usikker. Jeg vil derfor opfordre regeringen til at DROPPE ALT om mere skattecirkus nu. Det er indviklet nok i forvejen, hvilket samme Carsten Koch tidligere har medvirket til. Den store klump i "reformen" er naturligvis ændring i fradragsværdien for renter fra 33 til 25 procent, som efter min opfattelse vil være et løftebrud af Venstre. Vender vi tilbage til parcelhusejere og ejerlejlighedsejere, så betaler de i dag den helt urimelige ejendomsværdiskat, som i øvrigt er progressiv. Denne skat er smart "pakket ind" i Skats årsopgørelse, så ingen mennesker rigtigt ved, hvad de betaler i ejendomsværdiskat. Når alt kommer til alt, så tror jeg, at statens indtægter herved overstiger fradragsværdien af renter. Formanden for parcelhusejerne har for øvrigt påpeget det helt urimelige særskat, som andelsboligejere og lejere ikke deltager i. Her kunne anvises en oplagt kilde til beskatning, men det passer nok ikke ind i Carstens Kochs cirkus. Begrænsning af CO2 skal selvfølgelig ske i takt med den teknologiske udvikling, men så lang tid, at ingen politiker tør tage ordet "børnebegrænsning" i deres mund, så kan man ikke tage alt det grønne snak alvorligt. Jordens største forureningskilde er uden sidestykke overbefolkning. Mange lande i Afrika, Asien og Latinamerika fordobler jo deres befolkning hvert 20. år, men det er ingen der tør tale højt om.