Venteliste til børnehaven i Skærum

Børnepasning 23. september 2002 08:00

SKÆRUM: Alle 20 børnehavepladser i Skærum børne- og ungdomshus er besat, og tre står på venteliste med akut behov for pasning. I børnehaven Troldehøj i Ravnshøj er der tre ledige pladser, men da børnene på venteliste bor i Skærumområdet, har søskende i børne- og ungdomshuset og senere kan gå i klub der, har forældrene ønsket at få en børnehaveplads i Skærum og ikke i andre institutioner i kommunen. Børne- og ungdomsudvalget besluttede 7. august at give ekstraordinær tilladelse til at de to nærmest boende børn kunne indskrives i Skærum, mens det tredje barn blev henvist til Troldehøj. Forleden fastholdt børne- og ungdomsudvalget sin beslutning fra 7. august. - Vi genoptager sagen til februar. Erfaringen viser, at der ofte sker mange ændringer i løbet af året, siger næstformand i B&U, Jørgen Steengaard (V), der glæder sig over søgningen til børnehaven i Skærum. - Vi kæmpede længe for at få børnehaven etableret og søgningen viser, at det er en god børnehave og at der er et klart behov. Børnehaven har været med til at stoppe tilbagegangen i et lille lokalsamfund. Det viser, at pasningsmuligheder er en vigtig brik i kommunens bosætningspolitik, siger Jørgen Steengaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...