Venter med at sparke ny æra i gang

To nye baner er klar på Damengen, men Brovst IF venter med at tage dem i brug, indtil multihus er færdigt.

BROVST:En ny æra er nu klar til at blive sparket i gang på Damengen i Brovst. På arealet, hvor der tidligere i mange år er holdt dyrskuer, er der anlagt to nye fodboldbaner, og Jammerbugt Kommune har givet Brovst Idrætsforening grønt lys til at tage banerne i brug. Brovst Idrætsforening vil dog vente med at tage de nye kampbaner i brug, indtil det nye multihus, der opføres i tilknytning til Brovst-Hallen og Damengen, er færdigt, oplyser foreningens formand Chr. Kyvsgaard. Idrætsforeningen får klublokaler i multihuset og flytter sine aktiviteter fra Brovst Stadion på Nyvej til Damengen, når multihuset bliver færdigt. Det bliver det ifølge planerne til september næste år. - Det er ikke nogen fordel at tage de nye baner i brug, før multihuset er færdigt. For så skulle spillerne klæde om i klubhuset på Nyvej og løbe frem og tilbage mellem Nyvej og Damengen, pointerer Chr. Kyvsgaard. Derfor foretrækker vi fortsat at spille turneringskampe på Nyvej. Det har været en kompliceret opgave af anlægge de to nye kampbaner på Damengen - en 11 mands og en 7 mands. Entreprenørfirmaet er stødt på store mængder murbrokker og sten, som har været brugt til at stabilisere den tidligere dyrskueplads med i regnvåde perioder. Og derefter er foretaget omfattende dræning. - Betingelserne for etableringen af de nye baner har ikke været optimale, og resultatet er heller ikke helt optimalt, siger Jens Ørtoft, vej- og parkchef i Jammerbugt Kommune. Derfor har vi drysset dem med jord og eftersået for at fjerne ujævnhederne, og vi vil drysse banerne igen lige efter ferien. Med de to nye baner kommer idrætsforeningen til at råde over fire baner på Damengen: to til kampe og to til træning. Idrætsforeningen har 170 aktive fodboldspillere. Hvad der skal ske med stadionanlægget på Nyvej, når idrætsforeningen flytter, er endnu ikke afgjort. Klubhuset og fodboldbanen ejes af det selvejende Brovst Stadion.