Børnepasning

Venter med længsel på ny legeplads i Ranum

UTILFREDSSTILLENDE:Socialudvalget i Løgstør Kommune har inddraget Ranum Børnehaves legeplads, som sorterer under udvalget for undervisning og kultur for at udvidde Plejehjemmet Kærbo. De vil istedet give Børnehaven en ny legeplads. Børnehaven har fået at vide, at den ikke skal koste institutionen noget - fordi børnehaven ikke har nogen indflydelse på at legepladsen inddrages. Derefter bevilges en ny legeplads. Den skulle have været færdig i uge 17, vi har nu uge 19. Der er stadig en nuværende legeplads som stort set bare er indskrænket til en lille løbegård, bestående af mudder, intet sand og to sølle gynger til 65 børn. Det ligner en byggeplads. Børnene står i mudder til anklerne/knæene hver dag i det fugtige forår. Børn der spiller bold rammer, uden at gøre det med vilje, andre børn i hovedet, som cykler, da de jo kun har de samme få kvadratmeter at være på. Det synes jeg er uanstændigt over for børnene. Det er ikke til som forældre at forstå at der ikke sker mere, for der er byggeri igang. Men den lovede legeplads er der ikke endnu. Derudover har jeg idag erfaret at man skærer ca. 72.000 kr. ned i det det koster at bygge ny legeplads. Bagefter viser det sig at børnehaven yderligere skal betale for flytning af et stort hegn samt betale ny flisebelægning under det sted som deres skur skal flyttes hen til. Hvis Børnehaven selv skal betale ud af det beskårne budget vil det koste børnene en del af legepladsen plus hvad det koster at belægge et fliseareal. Da budgetterne på børneinstitutionsområdet i Løgstør Kommune i forvejen er noget skrabede, så er det ikke til at se hvor yderligere budgetnedskæringer skal komme fra uden at det så vil ramme børnene dobbelt så slemt. Men det skulle jo ikke koste Børnehaven noget? Dette er simpelthen uanstændigt overfor børnene, som jo er taberne i kommunens fallitpolitik. Samtidig har kommunen råd til at støtte et Aalborg projekt med 25.000 kr. Spørg lige om det er til at få til at hænge sammen (i en almindelig borgers hoved) med at der ikke er råd til at give en børnehave hvad der skal til for at være børnehave.