Kunst

Ventetiden fyldes ud med kunst

Frivillige arrangerer udstilling med skulpturer lavet af den 43-årige asylsøger Fares Al Kharrat fra Libanon

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den 43-åri­ge li­ba­ne­ser ud­tryk­ker man­ge fø­lel­ser gen­nem sine skulp­tu­rer, men det er ikke kun fru­stra­tion og mod­løs­hed, selvom hans si­tua­tion som asyl­sø­ger fø­les så­dan. Der er også sjo­ve og livs­be­kræf­ten­de skulp­tu­rer imel­lem.

I Libanon arbejdede Fares Al Kharrat dagligt med forskellige slags sten og især marmor og udførte skulpturer, der hovedsageligt blev brugt som udsmykning i private hjem. Han taler varmt om sit hjemland og Mount Libanon, hvor fødebyen Mrouj ligger - byens navn betyder enge. Mrouj ligger ifølge Fares Al Kharrat i den smukkeste del af Libanon, og synet af bjerge og dale var en evig inspiration for ham. Mens han taler, former han nærmest skulpturer med sine grove hænder, og i tankerne er han tilbage i sit hjemland. Rent fysisk befinder han sig dog langt fra Libanon. I dag er han asylsøger og har boet på asylcentret i Tranum ved Brovst i nu 10 måneder. Erindringens idylliske billede af hans hjemland er nemlig et andet end virkelighedens Libanon, som Fares Al Kharrat forlod i håbet om at finde bedre levevilkår i et fredeligt land. Han kendte ikke meget til Danmark og slet ikke det system, han som asylsøger nu føler sig låst af. - Det er ikke tilladt at arbejde, og der er ikke meget at give sig til. Det er endnu hårdere om vinteren, hvor vi ikke kan gå nogen steder. Det er som et åbent fængsel, siger Fares Al Kharrat om livet på asylcentret, der ligger isoleret fra omverdenen. For den nu 43-årige stenhugger er det ydmygende ikke at have arbejde og være i stand til at forsørge sig selv. På asylcentret begyndte han dog at arbejde med træ for at fylde ventetiden ud, og det fik stor betydning for ham. - Der var nogle gode mennesker, som gav mig nogle få værktøjer og noget træ, jeg kunne arbejde med, fortæller Fares Al Kharrat. Forpint udtryk gjorde indtryk Sådan blev skulpturen ”Asylsøgeren” til. En træfigur med kun ét ben og ingen arme. Det forpinte udtryk i ansigtet er udtryk for den frustration, som libaneseren føler. Skulpturen gjorde stor indtryk på nogle frivillige, der arbejder på asylcentret, og det blev tydeligt for dem, at der her var en kunstner, som havde brug for at komme ud med sine følelser og arbejde med sine hænder. På et tidspunkt blev der taget kontakt til stenhugger Peter Jensen, Fjerritslev Stenhuggeri, og Fares Al Kharrat fik lov til at bruge stenhuggeriet. Derfor tager han nu bussen til Fjerritslev fem gange om ugen og arbejder med sine skulpturer. Ganske vist ulønnet, men det betyder alt for den 43-årige libaneser at have noget at give sig til. - Når jeg arbejder og skaber noget med mine hænder, glemmer jeg helt den desperate situation, jeg er i, fortæller Fares Al Kharrat. Hans situation er den, at han stadig venter svar på, om han kan opnå asyl, eller om han vil blive sendt ud af landet. Han har ventet et år nu og fortæller om andre asylsøgere, der har boet på centret i Tranum i tre år uden at have hørt noget. - Det hårdeste er, at der ikke er en grænse for, hvor lang tid der må gå, før jeg får svar. Det føles bare som spildt tid. Hårdt og hurtigt arbejde Her og nu har Fares Al Kharrat dog andet at tænke på. De frivillige har nemlig fået arrangeret en udstilling med de skulpturer, han har lavet her i Danmark. De udstilles i Jetsmark Kirke ved Pandrup, og udstillingen åbner på tirsdag. - Normalt ville det tage mindst et år at forberede sådan en udstilling. Men jeg har arbejdet hårdt og hurtigt for at have nok at vise frem, fortæller Fares Al Kharrat. Det er hans lille hemmelighed, hvor lang tid han bruger på at omforme et hårdt stykke granit til et kunstværk. Men det er blevet til 18 skulpturer i granit eller træ. - Jeg vil helst arbejde med sten, for så varer mine skulpturer evigt. Men de større værker er stadig i mit hoved. De kræver mere tid.