Ventetiden må snart være forbi

ÅBENT HUS Kreative elever på Arden Erhvervsskole havde besøgende i værkstederne

Skolevæsen 1. december 2002 07:00

ARDEN: Ventetiden har efterhånden varet i et år. Nu må den snart være slut, insisterer Karsten Mollewitz Larsen - siden februar elev på Arden Erhvervsskole. I går havde besøgende på Arden Erhvervsskole blandt andet lejlighed til at se knægten fra Gerding arbejde med de smykker, som også er at finde i skolens butik. Husets fire linier holdt i går eftermiddags åbents hus for blandt andre vordende elever. Karsten Mollewitz, der fylder 18 år i julemåneden, finpudser på "kreativ linie" sine færdigheder som smykkesmed - en egenskab han fik øjnene op for under en periode hos guldsmed Sonja Krogh Jensen i Støvring. Fødselsdagsønsket lyder helt klart på en læreplads hos An i Aabybro til januar. Skulle tilsagnet ende som en blød pakke under juletræet lever Karsten nok også med det. Bare lærerpladsen kommer i hus med start i januar. Smykker - Jeg har helt sikkert bevæget mig nogle skridt videre og fået noget mere rutine ved at arbejde her. Skolen har anskaffet sig lidt bedre værktøj, som giver mig mulighed for at skabe nogle nye produkter, hvor en del af tiden hos en guldsmed ofte handler om at reparere eller ændre bestående smykker, forklarer Karsten Mollewitz, som glæder sig over en god tid på erhvervsskolen. - Men som delvis selvlært skal jeg videre nu, fastslår han. - Og det skal han nok klare. Karsten er i lighed med mange andre af vore elever dygtig til at bruge hænderne, fremhæver Anni Nielsen, leder af den kreative linie. Ligesom de foregående tre år inviterer hun publikum til selv at forsøge sig. I fjor gjaldt det blandt andet rakubrænding. - Så hvorfor ikke benytte sig af muligheden og få lavet sine juledekorationer nu. For det er jo hyggeligt at besøge skolen på en dag som denne, siger Else Jordansen - pensionist fra Arden. - Det skaber en god snak, når elever og besøgende sammen sidder og producerer, supplerer Anni Nielsen. De stærke sider Værkstedet skal i den kommende uge levere borddekorationer til Rosendal Hallen. For nylig syede man dragter til et kor på Randerskanten. Værkstedslederen skønner, at op mod 30 unge i løbet af et år gør brug af muligheden for et ophold på skolen, der varer mellem tre måneder og et år. - I vores vejledning tager vi udgangspunkt i elevernes stærke sider. Det er vigtigt, at de komme videre med noget, der passer til dem - hvad enten det så hedder et job, en læreplads, VUC eller anden uddannelse. Langt hen ad vejen synes jeg, det lykkes, siger Anni Nielsen. Metal og træ Ovre på metelalinien hos værkstedsleder Kriatian Pedersen fremstiller de unge blandt andet bageplader, konsoller og vejchikaner. Typisk fra fem unge ned til en enkelt ung enkelt elev. Produktionensmængen indretter sig efter, hvor mange unge der efterspørger metallinien. - Og den linie satser jeg på til januar. Efter at have været med til at lave nogle tusinde juletræsfødder, vil jeg gerne prøve noget andet. Måske ender jeg med at komme i lære som smed. Det håber jeg da, siger 18-årige Anders Dahl fra Stenstrup. Også Søren Faber Christensen, ligeledes 18 år og fra Storarden, har fået nok af juletræsfødder i denne ombæring. Han står i venteposition til metallinien, men står i virkeligheden og lurer på noget helt tredje. - Jeg kunne godt tænke mig at få job på et dambrug. Dem er der jo mange af på egnen, så det må kunne lade sig børe at komme i lære, funderer han. - Her er fint at være. Man lærer noget nyt, får lidt erfaring, som jeg tror, jeg får brug for, når jeg forhåbentlig på et tidspunkt kommer i lære som elektriker, supplerer 20-årige Martin Christensen fra Mejlby, som til januar håber på en plads på Aalborg Tekniske Skole.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...