Redningsvæsen

Ventilator tvang SAS-fly ned

AALBORG: Det var en afbrændt ventilator, som førte til, at et SAS-fly af typen MD80 sikkerhedslandede i Aalborg Lufthavn torsdag aften. Flyet med 104 passagerer og seks besætningsmedlemmer var på vej fra Heathrow i London til Landvetter i Gøteborg, da en stank af brændt plastic bredte sig og gjorde en sikkerhedslanding nødvendig. Landingen førte til stor-udrykning med adskillige køretøjer fra Beredskabscenter Aalborg, Falck og Aalborg Politi, men kl. 21.30 landede flyet uden problemer. Stationsleder Søren Svendsen, SAS i Aalborg, oplyste i går, at teknikere i nattens løb fik lokaliseret problemet til en ventilator i aircondition-systemet. Fejlen var ikke alvorligere, end at det uheldsramte fly i går kunne flyves til reparation i København. Efter tre timers venten i Aalborg Lufthavn blev de 104 passagerer fløjet videre til Gøteborg. Det foregik med aftenens sidste SAS-fly mellem hovedstaden og Aalborg. Stationsleder Søren Svendsen oplyser, at passagererne generelt tog situationen med ophøjet ro. - Og så var det rart at se, at beredskabet virker, og at brandfolk, Falck og politi hurtigt var på pletten, siger Søren Svendsen. tino