Venus efter ydmygelse: Jeg kommer tilbage

Venus Williams har mod på mere, selv om hun tabte stort i første runde af Wimbledon mod en upåagtet russer.

Venus efter ydmygelse: Jeg kommer tilbage

Den amerikanske tennisspiller Venus Williams fastholder, at publikum på Wimbledon-anlægget i London ikke har set det sidste til hende, selv om den 32-årige veteran mandag led et ydmygende nederlag i første runde.

Williams tabte 1-6, 3-6 til russiske Elena Vesnina, der er rangeret som nummer 79 i verden, hvilket var første gang siden Wimbledon-debuten i 1997, at hun tabte sin åbningskamp.

Den tidligere verdensetter har haft svært ved at finde sit niveau efter mange måneders sygdomspause, men hun afviser, at hun er færdig i toptennis.

- Jeg giver ikke op, bare fordi jeg har haft det svært i de første fire eller fem turneringer, siden jeg kom tilbage, siger Venus Williams.

Heller ikke da hun af tennispressen efter det smertelige nederlag mandag eftermiddag blev spurgt, om hun også dukker op i næste års turnering, var der nogen slinger i valsen.

- Selvfølgelig. Jeg føler mig som en stor spiller, der bare kæmper med nogle exceptionelle ting.

- Jeg har ikke tid til at være negativ. Det føles ikke godt. Jeg er stenhård og gider ikke have ondt af mig selv. Jeg kan fortsætte et stykke tid endnu, og I vil se mig spille her næste år igen, lyder det fra den femdobbelte Wimbledon-vinder.

Venus Williams var useedet i dette års turnering, fordi hun har været ukampdygtig i en længere periode, hvor hun har kæmpet med sygdom.

/ritzau/