Venus og Serena mødes for første gang i fire år

De to tennissøstre render endelig ind i hinanden i semifinalen ved WTA-turneringen i Charleston.

Venus og Serena mødes for første gang i fire år

Den ene semifinale i WTA-turneringen i Charleston byder på en længe ventet søsterdyst.

For første gang siden 2009 mødes Serena Williams og Venus Williams nemlig i en betydende kamp.

På en tennisdag, hvor regnen konstant afbrød opgørene, gjorde begge søstre det onde ved deres kvartfinalemodstandere. Topseedede Serena Williams satte med sætcifrene 6-4, 6-1 tjekkiske Lucie Safarova på plads.

Og Venus Williams, der er femteseedet, skulle også blot bruge to sæt til at stryge forbi landsmanden Madison Keys. 6-4, 6-4 lød cifrene.

Sidst søstrene rendte ind hinanden var i finalen ved WTA Tour Championships i Doha i 2009. Det opgør trak Serena sig sejrrigt ud af.

- Det føles som om, det er lang tid siden, udtaler Serena Williams ifølge AFP.

- Men Venus er bestemt den hårdeste modstander, jeg nogensinde har mødt. Jeg tror, at hun er den spiller, der har slået mig ud flest gange. Jeg kender hendes spil, og hun kender mit. Det bliver en super dyst.

Semifinalen bliver det første grusopgør mellem de to søstre siden French Open-finalen i 2002. Her vandt Serena også.

Den samlede kampstatistik lyder på 13-10 i lillesøster Serenas favør.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.