Venus Williams klar til ren amerikansk US Open-semifinale

Venus Williams besejrede Petra Kvitova og skal nu møde Sloane Stephens i semifinalen.

Ritzau
Tennis: U.S. Open Foto: Scanpix/Geoff Burke
Tennis 6. september 2017 04:12 - Opdateret 6. september 2017 08:26
Venus Williams er i semifinalen ved US Open efter et tæt opgør mod tjekkiske Petra Kvitova.

6-3, 3-6, 7-6 vandt Williams efter at have vundet den afgørende tiebreak 7-2.

Williams fik hurtigt brudt den tjekkiske serv i første sæt, og kunne relativt sikkert afgøre sættet.

I andet sæt var rollerne byttet om, og Kvitova brød amerikanerens første serveparti. Herefter var der et længere spilstop, da regnen begyndte at vælte ned over anlægget i Flushing Meadows.

Det rystede dog ikke den rutinerede Kvitova, der sikkert tog andet sæt.

I tredje sæt fulgtes de to ad, og så måtte en tiebreak afgøre opgøret.

Her fik Williams både styr på serven og tvunget Kvitova til at lave flere fejl.

Amerikaneren bragte sig hurtigt foran 6-1. På sin anden matchbold fik hun igen Kvitova til at fejle, og hun sikrede sig dermed avancement til semifinalen.

Her møder hun landsmanden Sloane Stephens. Stephens spillede sig i semifinalen ved at besejre lettiske Anastasija Sevastova med 6-3, 3-6, 7-6.



/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...