EMNER

Verbale bomber skulle hjælpe Bendtsen

HERNING:Det skabte voldsom splid hos De Konservative, da politisk ordfører Pia Christmas-Møller i sidste uge gik ud i pressen og talte for øremærket barsel til mænd og for en folkeafstemning om den kommende EU-traktat. Begge ting strider direkte mod regeringens linje, og den politiske ordfører røg i offentligt skænderi med gruppeformand Helge Adam Møller. Nu siger Pia Christmas-Møller imidlertid, at det blandt andet var for at hjælpe partiformand Bendt Bendtsen, at hun kom med sine soloudmeldinger. - Jeg har bidraget til at sætte fokus på politik i stedet for personer. Der var forud for dette landsråd lagt op til at være meget fokus på Bendts lederskab og skat. Det er lykkedes at få fokus på øvrige ting, siger Pia Christmas-Møller. Politisk kommentator og tidligere pressechef i Venstre Henrik Qvortrup giver nu ikke meget for ordførerens forklaring. - Det smager lidt af en efterrationalisering, for det er da ganske heltemodigt, at hun sådan vil komme sin partiformand til undsætning, siger Henrik Qvortrup ironisk. Han spekulerer på, om hun ikke har tænkt mere på sig selv end på at fjerne negativ opmærksomhed fra Bendt Bendtsen. - Hun har i hvert fald fået fokus på sig selv, og det skal man måske se i lyset af, at hun ikke står på det sikreste mandat. Måske har hun arbejdet ud fra devisen om hellere lidt dårlig omtale end ingen omtale, siger Henrik Qvortrup. Sent søndag eftermiddag var det ikke lykkedes for nærværende avis at komme i kontakt med Bendt Bendtsen for en kommentar til Pia Christmas-Møllers seneste udtalelser. Helge Adam Møller afviser at kommentere sagen. I sit indlæg på landsrådet sagde han blandt andet, at hvis han bliver sur og vred over andre konservatives udtalelser, så er det ikke ensbetydende med, at han skal fortælle det videre til pressen.