Danmark

Verdammt da osse

SKAL SÆTTES OP I KLUMMEFORM MED LØS BAGKANT OG MED FOTO AF SKRIBENTEN

Så skete det igen. Vist var det en smule op ad dagen, og jeg så måske heller ikke ligefrem overfrisk ud, da jeg tog de to trin op ad trappen til Turistbagerens butikslokale derude i sommerlandet kun få kilometer fra havet. Pænt og artigt stiller jeg mig op i køen og nyder synet af den unge bagerjomfru. Bagerjomfruer er altså de allersmukkeste piger i det danske landskab: Høje, med blond hår, vandblå øjne, naturlig solbrændhed og sunde kinder der strutter af hvedemel. Hvad mere kan man ønske sig. Omsider bliver det min tur. Og hvad siger hun så til mig, den blonderede bombe bag bagerdisken: -Wass können Sie denken Sie. Altså. Det er ret mange fejl på en gang. For det første har hendes ord intet med tysk at gøre. Det kan jeg leve med, omend det er svært. For det andet: JEG ER IKKE TYSKER. Tænk sig, at turistinvasionen nu er blevet så udbredt, at man ikke engang kan gå til bageren uden at blive taget for tysker. Man skal ikke rette dansker for tysker, mener denne dansker. Selvfølgelig ved jeg godt, at der er mange tyskere hos bageren. De kommer for at købe brød, som de kan smøre Miracle Whip på. Wunder Pfiz hedder det vist nok nede hos dem. Her forleden var katastrofen også ved at ske hos slagteren. Han var så tæt på at tale tysk til mig. Så kom han til at kigge på bilen uden for slagtervinduet, og i stedet sagde han: -Hva'sku'det'vær. Se det er smukt dansk, som det er blevet talt her i området i generationer. Men jeg kan blive noget så arrig, når jeg bliver antaget for en tysker i mit eget land. Jeg end ikke ejer en gul regnfrakke. Nuvel, det er der heller ikke mange tyskere, der gør mere. Vist er jeg overvægtig, men det behøver man da ikke være tysker for at være. Og vist er der da mange gæster i sommerlandet lige i øjeblikket. Jeg synes godt, tyskerne kunne tænke på at være lidt mindre synlige i gadebilledet, når de besøger vores dejlige land. Og hvorfor går de ikke bare til dansk derhjemme. Det må da være muligt selv for en tysker at kunne sige "Rødgrød med fløde". Personligt kan jeg da både sige Gracie, Drego og Avanti når jeg er i Italien, og det kommer jeg faktisk ret langt med. Næh. Stod det til mig, skulle de rejse hjem allesammen. Så kan de komme igen, når de har lært at tale dansk. Indtil da må de gerne sende pengene, for dem vil vi jo nødig undvære. Men tilbage til sagen. Som gammel tysklærer instruerede jeg bagerjomfruen i tysk, og fortalte hende, hvad det retteligen hedder på møgtysk: -Was wünchen Sie, bitte. Og nu siger hun det til mig, hver gang jeg kommer ind i butikken. Verdammt da osse.