Litteratur

Verden er fuld af farer

Bogens forside

Bogens forside

Billedbog Stian Hole: ”Garmanns sommer” # # # # # ¤ Fascinerende fortælling i ord og billeder, sådan er ”Garmanns Sommer”. Historien rammer midt i maven, og efterlader den specielle følelse, mange børn og voksne får, når de efter en lang sommer igen skal i skole eller på job. Når gulnede blade svæver rundt i sensommervinden, og skoletasken er så tung, så tung. Bogen handler da også om alt det, en seks årig kan være bange for: første skoledag, døden og manglende rokketænder. Men med sit fascinerende billedsprog og anderledes udtryk er historien ikke for alvorlig og trist. Også Garmanns gamle tanter, der har hår på hagen og drømmer om at flyve over himlen i Karlsvognen, er med til at gøre Garmanns verden underfundig og dragende. Garmann er ikke den eneste, der er bange. De gamle tanter frygter kulden og glatte fortove. Garmanns mor er bange for den store vej og hans far, der er violinist, er bange for at spille for hurtigt nede i orkestergraven. Billederne i bogen har et unikt udtryk og er meget anderledes end tendensen i nyere danske billedbøger. Illustrationerne er drømmeagtige og skabt ved hjælp af collager af fotos, tegninger og montager. Stemningsskabende og overraskende. Små kunstværker. En smuk billedbog til eftertænksom højtlæsning for små børn, der er begyndt i skole, eller som snart står over for den store dag. Bogen er norsk og oversat af den danske forfatter Naja Marie Aidt. ”Garmanns sommer” fik i 2007 den prestigefyldte Bologna Ragazzi Award for mest nyskabende billedbog. Kenneth Jakobsen Bøye kultur@nordjyske.dk Stian Hole: ”Garmanns sommer” 25 sider. 179 kroner Branner og Korch