Leder

Verden er ikke sort-hvid

Af Ove Nørhave, debatredaktørove.noerhave@nordjyske.dk

1. Alle hvide mennesker i Danmark - kvinder og mænd mellem hinanden - tager fejl. Og alene i kraft af deres hudfarve er de ude af stand til selv at se, at de tager fejl. Og hvor meget de tager fejl.

2. Enhver tænkelig form for kritik af - eller bare kritisk-skeptisk tilgang til - ikke-hvide mennesker i Danmark er udtryk for racisme.

Det må være den, indrømmet, skarpt skårne konklusion på de lidt mere usædvanlige dele af den afslutningsdebat, som har fundet sted i Folketinget forud for en nærmest endeløs sommerferie frem til åbning af næste samling første tirsdag i oktober.

I stedet for at samle og forene kom bemærkelsesværdigt store dele af diskussionen til at handle om at skelne og splitte - ved selv at lægge op til at sætte skel og skabe splittelse.

For eksempel forsøgte politisk ordfører Pernille Skipper (EL) på et tidspunkt at argumentere mod Pia Kjærsgaard (DF) med ordene: ”Der er nogle ting, som fru Pia Kjærsgaard og jeg selv ikke forstår, fordi vi har den farve, vi har, og fordi vi ikke oplever den diskrimination, som mennesker ellers oplever”. Tænk hvis man i en anden sammenhæng havde brugt samme argument: ”Det forstår du ikke, fordi du er jo [indsæt her enhver anden hudfarve end hvid]” - den slags var uden videre blevet opfattet som racistisk.

Særligt stor opsigt vakte løsgængeren, en af de såkaldte frie grønne stemmer Sikandar Siddique (med fortid i den indskrumpede énmandshær ved navn Alternativet) med ord som: ”Vi brune danskere er stadig underrepræsenteret i Folketinget og i magtpositioner generelt” - og på Twitter følte hans tidligere partiformand, Uffe Elbæk, sig kaldet til at rose ham: ”Det, der sker lige nu i folketingssalen, er intet mindre end historisk. For første gang får det brune, mangfoldige Danmark en 100 procent autentisk stemme”.

Der skal med andre ord, hvad der i alle mulige andre sammenhænge bliver omtalt som en hvid, midaldrende, privilegieblind mand til at afgøre lige nøjagtigt, hvem i det brune, mangfoldige Danmark, der har en 100 procent autentisk stemme.

Ikke uden grund har socialrådgiveren, forfatteren og den tidligere folketingskandidat Ali Aminali på Twitter frabedt sig brug af ordet ”brune danskere” hos Uffe Elbæk og Sikandar Siddieque: ”Jeg får kvalme over den måde, de kategoriserer mig og andre som mig på. Jeg bruger kræfter på at bekæmpe det yderste højre netop på grund af deres fokus på etnicitet/race. Og skal så høre på de to bruge samme tilgang”.

I øvrigt er det ofte anvendte ord ”privilegieblind” smart tænkt af afsenderen. For hvad er modargumentet? Gør man mindste smule modstand mod at blive kaldt sådan, bliver det opfattet som det endelige bevis på, at man er privilegieblind - for man kan jo ikke selv se det. Lidt på linje med at blive kaldt nærtagende. Siger man den slags imod, er beviset der straks: Se selv, du er jo nærtagende.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.