Naturkatastrofer

Verden er så stor så stor...

Verden er så stor, så stor, Lasse, Lasse lille! Meget større, end du tror Lasse, Lasse lille! Folk på min alder kan nok huske denne gamle børnesang, som var med til at tegne vores barndoms verdensbillede af det lille menneske på den store, uoverskuelige jord.

Verden er stadig stor, men vi mennesker er ikke så små længere - forstået på den måde, at der næsten ikke er grænser for, hvad vi med videnskab og højt udviklet teknik formår at skabe og sætte i værk. Og pludselig bliver vi så alligevel væltet fuldstændig omkuld af et jordskælv med en kraftig flodbølge til følge. Skælvet opstår i Det Indiske Ocean, men får voldsomme, uoverskuelige eftervirkninger, der rammer i flæng, i resten af verden. Søndag 26. december 2004 vil blive en dag, som millioner af mennesker aldrig glemmer. Midt i forfærdende beretninger om ødelæggelser, lidelse og stigende tabstal, kom der mislyde fra et internt dansk politisk slagsmål om for langsom reaktion på katastrofen. Hold dog op! Koncentrér jer om at hjælpe. "Katastrofen uden ende" bliver tsunamien kaldt. Det skal være udgangspunkt for Danmarks indsats. Så må vi ordne de letforståelige, administrative begynderfejl, der kommer, når katastrofen i den grad 'tager hele nationen på julesengen' – bagefter. Når situationen engang er kommet under kontrol. For både dronning og statsminister betød katastrofen en anderledes nytårstale. Margrethe formåede med sin tale endnu en gang at bekræfte vores billede af den intelligente monark, der – ligesom os andre - har et privatliv, hvor "sorrig og glæde de vandrer til hobe". Det vil ikke gøre hende mindre afholdt. Anders Fogh Rasmussen greb lejligheden, og hævede sig med sin nytårstale op over hverdagens trivielle politiske "sandkasse-spil". Han blev den troværdige landsfader, som talte til sit folk. Få dage forinden omtalte han - på landsdækkende tv – meget åbent sit venskab med den mand, som han tilfældigt mødte i Paris. Han indrømmede oven i købet en vis forståelse for de embedsmænd, der har kaldt hans tid som skatteminister for en "rædselsperiode". Jeg er ikke for regeringens politik på ret mange områder, men jeg må erkende, at Anders Fogh er blevet en vinder. Han er en stærk leder, og nu tør han så stå ved, at også han er kun et menneske. Han bliver svær at slå. Oh ve, Mogens Lykketoft og den samlede opposition! Det bliver en hård valgkamp, når den kommer. Nytårsaften fejrede vi for første gang i Nordjyllands hovedstad. Vi havde ikke selv købt nytårsskyts. Det viste sig også at være helt unødvendigt. Aftenen igennem oplystes Aalborgs himmel af fyrværkeri, og der lød dumpe drøn fra kanonslagene. Det hele kulminerede i en halv times imponerende festforestilling ved midnatstide. Heldigvis ser det ud til, at danskernes trang til fest ikke forhindrer os i at give rekordstore beløb til nødhjælpsarbejdet i de betrængte områder i Asien. Det klæ'r os. Vi kan vel heller ikke for alvor nyde vores umådelige velfærd, hvis vi ikke er parate til at dele den med andre, som har påtrængende behov for hjælp? Palle Fogh har siden 1996 været forstander på Himmerlands Ungdomsskole i Haubro sammen med sin kone Edith. Far til fire. Opfatter sang og musik som en livsnødvendighed, både som ydende og nydende.
Breaking
Så er det besluttet: Næsten alle coronarestriktioner ophæves 1. februar
Luk