Naturvidenskab

Verden på en ny måde

Kunstneren Jesper Dalgaard fylder Kunsthal Nord med to kæmpe installationer.

I Jesper Dalgaards fremtidsunivers er der lys- og lydeffekter samt vid eofilm.
I Jesper Dalgaards fremtidsunivers er der lys- og lydeffekter samt vid eofilm.

I de seneste tre uger er der blevet knoklet ihærdigt i Kunsthal Nord for at blive færdig med det største projekt nogensinde i udstillingshallen, som har til huse i Nordkraft i Aalborg. For der er tale om de meget store størrelser, når kunsthallen fra i dag inviterer inden for til Jesper Dalgaards udstilling "Fra nu af kan det kun blive bedre. For vi kan hvad vi vil, og vi vil det". Omdrejningspunktet er to kæmpe installationer, og den 37-årige kunstner tager sit udgangspunkt i forestillingen om at begynde forfra. På udstillingen viser han et udbygget fremtidsunivers af hængende, galaktiske landskabsskulpturer og totalinstallationer, som har reminiscenser fra både oldtiden og science fiction-verdener. Det hele kombineret med lys, lyd og videoer. Jesper Dalgaard stammer fra Durup i Salling og bor nu på Christianshavn. Han er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 1995 og fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2001. Kunstneren arbejder både med skulptur, film, maleri og tegning og er bl.a. kendt for sine hængende skulpturer og modeller, og det er to af disse modeller, der for første gang realiseres i fuld størrelse med støtte fra Realdania, Det Obelske Familiefond samt Statens Kunstråd. Byggeri for de udvalgte Den største af installationerne er ca. 60 kvadratmeter og har fået titlen "Byggeri for de udvalgte ...". Publikum skal forestille sig, at de befinder sig i en svævende fremtidsbolig i et univers, hvor naturen har taget over. Konkret går gæsterne ind i en opholdsstue, og gennem et vindue har de udsigt til en film med Jesper Dalgaards hængende skulpturer, som i dette univers fungerer som forsyningsmarker, hvor de får deres daglige fornødenheder fra. Skiftende lys er en anden oplevelse til gæsterne, og lyseffekterne skifter fra dag til nat med stjerner og planeter på himlen. - Alt hvad jeg har lavet er en fremtids-fantasi-vision, og i mit projekt har jeg en baggrundshistorie, der ligger og kører. Enten er jorden gået under på grund af miljøsvineri, eller også er det en opdagelsesrejse ud i universet, fortæller Jesper Dal- gaard. Han forklarer, at man skal forestille sig, at boligen er en del af en større helhed. Tanken bag installationen er, at den er bygget til at huse en gruppe borgere, som har gjort sig specielt positivt bemærket i kraft af deres samfundssind. Det betyder, at alle asociale elementer er frasorteret, og derfor er der en forståelse for, at den fælles sameksistens er alfa og omega. - Hvis man kører en bibelsk tankegang ind over, kan man se mit projekt som et Noahs Ark, konstaterer kunstneren. Spændingsfelt Han forsøger at skabe et spændingsfelt mellem fortid og fremtid, og i den anden ende af Kunsthal Nord er der en mindre installation på knap 40 kvadratmeter - en stilladskonstruktion bygget op af granrafter, og som med palisadehegn på siderne leder tankerne hen på et gammelt fort. Publikum går gennem værket via en bred raftetrappe og kan opleve en videoprojektor, som viser animationsfilm bl.a. med scener, hvor tændstikmænd bygger med pinde. Ideen i konstruktionen er, at publikum bliver ført tilbage til en fortid med minder om stenalderen, og installationen er stedet, hvor højteknologiske mennesker kan slappe af. Jesper Dalgaard forklarer om denne del af projektet, at den er tænkt til at vokse til tidobbelt størrelse, og når konstruktionen er færdig, vil den stå som et monument for vores fælles kulturarv. Vi vil alle, når vi færdes her, tænke på vores fælles forfædre og deres bedrifter, som er fundament for det, vi i dag bygger videre på, mener han. Ud over de to installationer kan udstillingens gæster opleve svævende skulpturer og miniudgaver af installationerne rundt omkring i kunsthallen. Mange har knoklet For at denne udstilling er blevet en realitet. har kunstneren fået praktisk hjælp af en række lærlinge fra Metal College, Technology College og Construction College i Aalborg, ligesom en gruppe frivillige pensionister og efterlønnere har lagt kræfterne i, så publikum kan kigge nærmere på udstillingen, der kan ses indtil 11. marts. - Jesper Dalgaard er en af de mest anerkendte yngre kunstnere herhjemme, og da han kom med sin vilde idé om at lave et par af sine modeller i fuld størrelse, sagde jeg ja, hvis vi kunne skaffe pengene. Og det lykkedes. Det er da spændende med et projekt, hvor vi virkelig prøver Kunsthal Nord af, siger Bruno Kjær, kunstfaglig leder af Kunsthal Nord, og tilføjer, at det var først, da der kørte to store lastbiler fyldt med materialer ind til kunsthallen, at det gik op for ham, hvor stort et projekt der var gang i. - Vi vil gerne vise eksperimenterende kunst her og håber at kunne lave et stort projekt hvert år. Det er sjovt at spille med musklerne og give byen en kæmpe oplevelse, lyder det fra Bruno Kjær.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden