Verden runder 28 millioner smittetilfælde

Mandag passerede det globale antal smittetilfælde 27 millioner. Fire dage efter er tallet øget med én million.

BALTIMORE:I løbet af fire døgn er det globale antal tilfælde af coronasmitte øget med én million til over 28 millioner.

Det viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University natten til fredag dansk tid.

Torsdag blev en anden nedslående milepæl under pandemien nået, da det samlede globale dødstal passerede 900.000.

USA, Brasilien og Indien ligger øverst med hensyn til både antallet af bekræftede smittetilfælde og coronarelaterede dødsfald.

USA har registreret flest smittede med næsten 6,4 millioner efterfulgt af Indien med knap 4,5 millioner og Brasilien med godt og vel 4,2 millioner.

Den hårdest ramte del af verden er Latinamerika, som torsdag passerede otte millioner smittetilfælde.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der dog tegn på, at virusset nu spreder sig mere langsomt i visse af regionens lande end tidligere.

I løbet af syv dage - til og med onsdag - er der i snit blevet indrapporteret lidt over 67.000 smittetilfælde i døgnet i Latinamerika. I de foregående syv dage var det omkring 80.500.

Tendensen omfatter også Brasilien, som målt i absolutte tal er det hårdest ramte land i Latinamerika.

Optællingen fra Johns Hopkins University inkluderer kun de smittetilfælde, der er bekræftet af de enkelte landes sundhedsmyndigheder. Derfor kan der være mørketal.

Der er desuden også forskel på, hvordan og hvor meget de enkelte lande tester for virusset. I USA er over 82 millioner ud af en befolkning på godt 331 millioner blevet testet for smitte med covid-19, som virussygdommen hedder.

Det fremgår af hjemmesiden for Johns Hopkins University, der løbende opdaterer smitte- og dødstal fra det nye coronavirus, der første gang dukkede op i slutningen af sidste år i Kina.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.