Verden set fra en sækkestol

Tekst-tv side 302 til 308. Et godt sted at søge inspiration til en tv-aften, hvis valg bliver på anmassende og humøret mere er til Hammerslag

Aalborg 1. september 2011 06:00

Fjorten dage tilbage inden det store folketingsslag og dermed svært at se tv eller høre radio uden at blive forstyrret af veloplagte kvinder og mænd i marineblå jakkesæt, der med fælles målsætning og strategier forsøger at påvirke den efterfølgende dags medieanalyse og de vægelsindede vælgere, som politikere åbenbart går rundt og forestiller sig pludselig at kunne gøre interesseret i den politiske debat. Nå, men jeg har gjort det let for mig selv, og holder derfor betonagtigt næsen i én politisk retning og tvivler på, at der pludselig kommer et politisk udsagn på tv, der vælter mig omkuld i mine blysko. Og hvorfor aktivt opsøge noget, der kommer til mig, uanset om jeg vil. Politiske debatter invaderer min sækkestol, og jeg er forsvarsløs med min lille tv-pakke, der kun giver public service adgang. Der sidder jeg så og tæller aftenen ned til rejsen ind i seng. Det sker ved en vis rutinepræget research af side 302 - 308 på tekst-tv. De bedste bud scannes til endnu en aften i det blå lys. Går verden planmæssigt, så sover min lille søn klokken halv ni, og så har jeg to og en halv times tv forude. Det er faktisk i underkanten af, hvad der er normalt. Undersøgelser siger, at alle - spæd som olding - ser tre til fire timers tv dagligt. Jeg kan desværre ikke holde mig vågen. Men de bedste, men desværre for korte tv-aftener er dem, hvor sandhed og ideal går op i en højere enhed. Med det mener jeg, at jeg både får set de programmer, jeg helst ikke fortæller andre om: "Kender du typen", "Hammerslag" og nummer 3000 afsnit af "En sag for Frost". Desværre er det i mit tilfælde ofte det, der ikke kan fortælles, der kommer nærmest sandheden, men det hænder, at det lykkes mig at supplere det hvide brød med lidt fuldkorn i form af "Deadline" på DR2. Desværre når jeg ikke længere "The Daily Show" med Jon Stewart, som nu ligger så sent, at DR bør finde en dansk og mere tidssvarende titel som "Go'nat Danmark". Tv er også en slags føde - vi ved godt, hvad vi bør spise mest af, men det sker bare ikke lige i dag. Der er dage med en eat-all-you-can sendeflade, hvor du ikke behøver at tage stilling til, hvad du vil have på menukortet, fordi der er buffet. Lørdag var sådan en aften. Indrømmet, at mad-billedet måske er upassende, når programmet, på både DR1 og TV 2, drejede sig om landsindsamlingen til det tørkeramte Afrika. I det hele taget bliver det vanskeligt at være sammen med mennesker og medier i dagens verden, hvis midlerne mod målet altid skal kunne ophøjes til ikke at støde nogen. Så selvom det umiddelbart støder min politiske korrekthed, at vi skal underholdes, før vi gider hjælpe andre, så må jeg samtidig indrømme, at det måske er fint nok, hvis vores næstekærlighed kan udbredes til noget, der gælder det meste af tiden også når vi hygger os. Hverdag, fest og samtale om verdens elendighed og politik må blandes, hvis standpunkter ikke kun skal vare et shows tid eller tre uger, hver fjerde år, hvorefter man er ved at brække sig af overinformation. Nej lad tingene flyde sammen og overrask os i det kendte. Som nu for eksempel i søndags, hvor jeg atter var forbundet med verden i tv fra min sækkestol, fordi min lille søn skulle have et par timers hvil fra hærgen rundt i hjemmet. Jeg plejer faktisk også at sove lidt inde i stuen i sækkestolen, men så kom jeg til at tænde for VM i atletik i Korea. Sikke en aktivitet, og sikke spørgsmål det rejste: Hvordan mon en et menneske/en kvinde opdager, at det at kaste en tallerken 65 meter ud på en græsplæne er meningen med livet, og er der mon nogen situationer uden for stadion, hvor den egenskab også kan bruges? Midt i min eksistentielle spørgen drejede kameraerne så pludselig over til 10.000 meter løbet. Ja, de kan i hvert fald løbe dem fra Afrika af. Faktisk forstår jeg ikke, at man som vesterlænding ikke bliver hjemme, når man bliver overhalet med op til halvanden runde af en etiopier, der ikke engang ser presset ud. Pinligt. Og så drejede vi os mod mændenes 100 meter finaleløb. Det er inde for atletik den mest prestigefyldte disciplin, har jeg erfaret ved at læse programomtale, så det måtte ikke misses og sikke et tv-moment i mit liv! Superfavoritten og jamaicaneren Usain Bolt tyvstartede og blev sendt hjem. Jeg kunne høre på kommentatorernes udbrud, at det, der skete, var helt uhørt, og så skyndte jeg mig at sende en sms til en nær ven, for ligesom ikke at være alene med noget så stort. Sønnike vågnede kort tid efter, lykkelig uvidende om, at verden var forandret, hvis man altså var 100 meterløber ved VM i atletik eller forsvarsløs tv-seer på fjerde sal i Aalborg. Ved aftentid var jeg atter mig selv, efter 100 meter oplevelsen. Jeg havde slået folketingsvalgfilteret til og kunne nu beskæftige mig med svensk krimifiktion med skuespiller Thomas Andreasson i hovedrollen. Han kan sørme også tale svensk, men kan han spille andet end politimand i tv-serier?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...