32-årig får 6 års fængsel for angreb med peberspray 6. januar
En mand er dømt skyldig i angreb mod betjente med peberspray 6. januar. En af betjentene døde dagen efter.

Kongresbetjente tog opstilling foran den føderale retsbygning, hvor en 32-årig mand fredag fik en dom for sine handlinger under et dødeligt stormløb på Kongressen 6. januar. Jose Luis Magana/Ritzau Scanpix
En mand, der angreb betjente med peberspray under et dødeligt stormløb på Kongressen 6. januar 2021, er fredag blevet idømt 80 måneders fængsel.
En af betjentene, Brian Sicknick, døde dagen efter 6. januar.
Hans straf blev kortere, fordi han allerede har siddet fængslet inden dommen.
Den 32-årige Julian Khater har tilstået, at han brugte peberspray mod betjenten Brian Sicknick og mindst to andre betjente.
Khater sagde ved domsafsigelsen til dommeren, at hans handlinger den gang ikke lå i hans natur, og at han ville ønske, at han kunne omgøre sine handlinger.
- Jeg har grebet alle muligheder for at gøre mig selv til et bedre menneske, sagde Khater, der bar en orange fængselsdragt i retten
- Det, der skete 6. januar, der er ingen ord for det. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage det tilbage.
Den 41-årige George Tanios, der også var til stede ved stormløbet på Kongressen, blev også dømt for at forsyne Khater med den peberspray, han brugte.
Ud over dommen på mere end seks år skal Khater også betale en bøde på 10.000 dollar - svarende til omkring 68.000 kroner.
Brian Sicknick døde af et slagtilfælde dagen efter stormløbet på Kongressen. En retsmediciner har konkluderet, at han døde af naturlige årsaget.
Retsmedicineren har dog sagt, at han mener, at "alt, der skete" 6. januar 2021, spillede en rolle i dødsfaldet.
Flere tusinde Trump-tilhængere stormede 6. januar 2021 Kongressen, som havde samling for at bekræfte, at demokraten Joe Biden havde vundet præsidentvalget. Fem personer mistede livet i forbindelse med urolighederne.
Så sent som i mandags blev en anden mand dømt for sine handlinger under stormløbet på Kongressen.
Det var den 62-årige Richard Barnett, der blandt andet blev dømt for tyveri af offentlig ejendom. Barnett var manden, der under stormløbet sad med fødderne på den daværende formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosis skrivebord.
/ritzau/Reuters
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.