53-årig bestiger Everest for 27. gang og udvider verdensrekord

Kami Rita besteg Mount Everest for første gang i 1994 og har gjort det stort set hvert år lige siden.

Den nepalesiske klatrer Kami Rita har onsdag nået toppen af verdens højeste bjerg for 27. gang. Ingen har besteget bjerget flere gange end ham. (Arkivfoto). <i>Prakash Mathema/Ritzau Scanpix</i>

Den nepalesiske klatrer Kami Rita har onsdag nået toppen af verdens højeste bjerg for 27. gang. Ingen har besteget bjerget flere gange end ham. (Arkivfoto). Prakash Mathema/Ritzau Scanpix

Den nepalesiske klatrer Kami Rita har onsdag nået toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest, for 27. gang.

Dermed slår den 53-årige klatrer rekorden for at have nået toppen af Mount Everest flest gange. Den tidligere rekord blev også sat af ham.

Det oplyser den person, der planlægger hans ekspeditioner.

- Han nåede på succesfuld vis bjergtinden denne morgen som guide for en vietnamesisk klatrer, lyder det fra Seven Summit Treks, som Kami Rita arbejder for.

Seven Summit Treks er et firma, der specialiserer sig i kommercielle ekspeditioner til toppen af Mount Everest.

Den 53-årige har haft titlen som den person, der har besteget Everest flest gang siden 2018, da han besteg bjerget for 22. gang.

Men søndag var der en anden klatrer, 46-årige Pasang Dawa, der besteg bjerget for 26. gang, så de to måtte dele rekorden.

Kami Rita, der har været guide på verdens højeste bjerg i mere end to årtier, besteg det for første gang i 1994. Det var også som en del af hans arbejde.

Siden da har han besteget Everest stort set hvert år.

- Disse rekorder er ikke blevet sat med intentionen om at sætte rekorder, men som en del af mit arbejde som guide, sagde han i april.

Kami Rita er født i byen Thame, der ligge i Himalayabjergene og er kendt som et udklækningssted for succesfulde klatrere.

Som barn så Kami Rita sin far og senere sin bror iføre sig klatreudstyr for at guide ekspeditioner. Snart trådte han i deres fodspor.

I 2019 nåede han toppen af Everest to gange på seks dage.

Nepal er hjemsted for otte af verdens ti højeste bjerge og tager imod hundredvis af eventyrere hvert forår, når temperaturerne er varme og vinden rolig.

I år har myndighederne udstedt 478 tilladelser til at bestige Everest. Da stort set alle skal have en guide med sig, ventes det, at mere end 900 personer vil forsøge at nå toppen i denne sæson. I så fald er det en ny rekord.

Nepalesiske guides, der typisk er en del af sherpa-folket fra dalene omkring Everest, regnes som rygraden i klatreindustrien. De løber en stor risiko, når de bærer mad og udstyr og står for at fiksere reb og reparere stiger.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden