Ægtemand i Utah dræber syv medlemmer af sin familie
Kone havde søgt skilsmisse, inden manden gik amok og dræbte hende, parrets fem børn og svigermoren.

Galleri - Tryk og se alle billederne.
En mand i den amerikanske delstat Utah har dræbt syv familiemedlemmer, blandt dem sine fem børn, inden han skød sig selv, oplyser myndighederne.
42-årige Michael Haights kone havde kort forinden søgt om skilsmisse.
Politiet i den lille by Enoch City fandt otte lig, da de nåede frem. Den ene af de døde var en fireårig.
Det var venner og slægtninge, der onsdag blev urolige og tilkaldte politiet. Alle de døde havde skudsår.
- Bevismateriale peger i retning af, at den mistænkte tog sit eget liv, efter at han havde dræbt syv andre i sit hjem, lyder det i en erklæring fra byens myndigheder.
De dræbte var gerningsmandens kone, svigermor og parrets fem børn. De havde tre piger og to drenge i alderen fra 4 til 17 år.
Borgmesteren i Enoch City, Geoffrey Chesnut, oplyser, at drabene skete efter et ægteskabeligt sammenbrud.
- Det ser ud til - på grundlag af retsdokumenter - at en anmodning om skilsmisse blev indsendt 21. december, og den var blevet indleveret af konen, siger han på et pressemøde.
Han beskriver Enoch som et lille samfund med tætte relationer. Hvor alle kender hinanden.
- Haights-familien var mine naboer, siger han.
- Deres yngste barn legede i haven med mine sønner.
Politiet fortæller, at det var bekendt med familien i forvejen.
- Vi var indblandet i noget efterforskning af denne familie for et par år siden, siger en talsmand uden nærmere at komme ind på, hvad det handlede om.
Enoch City har cirka 7500 indbyggere og ligger i det sydvestlige Utah. Det er cirka tre en halv times kørsel fra delstatens hovedstad, Salt Lake City.
Staten er kendt som hovedsæde for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Kirkens medlemmer omtales som mormoner. Det er en stærkt konservativ sekt, der lægger stor vægt på familien.
Kirken tillod tidligere polygami. Altså at mænd kunne have flere koner.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.