Britiske medier: Boris Johnson trækker sig som premierminister

Presset på Boris Johnson er steget i løbet af de seneste to døgn. Han trækker sig derfor torsdag ifølge BBC.

Boris Johnson vinker torsdag ifølge flere britiske medier farvel til posten som leder af det konservative parti. (Arkivfoto). <i>Henry Nicholls/Reuters</i>

Boris Johnson vinker torsdag ifølge flere britiske medier farvel til posten som leder af det konservative parti. (Arkivfoto). Henry Nicholls/Reuters

Den britiske premierminister, Boris Johnson, trækker sig som konservativ leder og premierminister.

Det rapporterer flere britiske medier, herunder BBC og Sky News, torsdag.

Boris Johnson vil komme med en udtalelse inden for et par timer, skriver BBC torsdag omkring klokken 10.

En talsperson for Boris Johnson bekræfter over for Reuters, at premierministeren kommer med en udtalelse senere torsdag.

BBC's politiske redaktør, Chris Mason, skriver, at Boris Johnson vil trække sig som leder af det konservative parti torsdag. Men han vil forblive premierminister frem til efteråret.

I løbet af sommeren vil kampen om at blive ny konservativ leder foregå. Og det vil afgøre, hvem der til efteråret kan overtage posten som premierminister efter Johnson.

Det konservative parti holder konference i oktober, hvor håbet og forventningen er, at en ny leder kan være på plads.

Presset på Boris Johnson, som har været premierminister siden sommeren 2019, er steget kraftigt i løbet af de seneste to døgn.

Mere end 50 ministre og viceministre har trukket sig fra den britiske regering i protest mod Boris Johnson. De har samtidig opfordret Johnson til at gå af.

Den britiske regering består af premierministeren, som under sig har 20 kabinetministre og 99 viceministre. Dermed består regeringen af i alt 120 ministre.

En regeringskilde bekræfter over for Sky News, at Johnson vil gå af som konservativ leder torsdag. Kilden oplyser, at en ny leder af det konservative parti vil være på plads i løbet af efteråret, og at Johnson agter at blive siddende som premierminister indtil da.

Onsdag erklærede Boris Johnson, at han ville kæmpe videre for at blive på posten som premierminister. Og kilder tæt på ham har fortalt, at han ville kæmpe til sidste blodsdråbe trods den stigende kritik.

Men torsdag er Johnson altså tilsyneladende kommet til den erkendelse, at den ikke går længere. I løbet af torsdag morgen er opsigelserne fra ministre fortsat, og flere højtstående ministre har bedt Boris Johnson om at stoppe.

En lang række af sager har hobet sig op og øget presset på ham den seneste tid.

Den seneste i rækken drejer sig om et tidligere parlamentsmedlem Chris Pincher. Han blev tvunget til at gå af efter afsløringer om seksuelle krænkelser.

Tirsdag måtte Boris Johnson undskylde for, at han i februar havde udpeget Pincher til en stilling, hvor han skulle håndhæve partidisciplin.

Det skete, selv om Johnson var blevet orienteret om, at Pincher var anklaget for seksuelle krænkelser.

Også partygate-skandalen, som handler om ulovlige fester holdt i regeringskontorerne, mens landet var underlagt strenge coronaregler, har skabt storm om Johnson.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.