BBC opfordrer medarbejdere til at slette TikTok

Torsdag meddelte den britiske regering, at den vil forbyde TikTok på mobiltelefoner tilknyttet regeringen.

TikTok er ejet af det kinesiske internetvirksomhed ByteDance. (Arkivfoto). <i>Damian Dovarganes/Ritzau Scanpix</i>

TikTok er ejet af det kinesiske internetvirksomhed ByteDance. (Arkivfoto). Damian Dovarganes/Ritzau Scanpix

Det britiske medie BBC opfordrer sine medarbejdere til at slette den kinesiskejede app TikTok fra deres arbejdstelefoner.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

BBC skrev søndag en besked til sine medarbejdere. Her frarådes det, at medarbejderne installerer appen på arbejdstelefoner.

- Medmindre du har brug for TikTok i forbindelse med dit arbejde, bør du slette appen, står der i beskeden.

I beskeden lyder det videre, at beslutningen er truffet på baggrund af bekymringer rejst af offentlige myndigheder verden over vedrørende databeskyttelse og sikkerhed.

- Hos BBC tager vi sikkerheden af vores systemer, data og medarbejdere utroligt alvorligt.

- Vi gennemgår konstant aktivitet på tredjepartsplatforme - inklusive TikTok. Og det vil vi blive ved med, siger en talsperson fra BBC til The Guardian.

BBC vil dog fortsat benytte TikTok i forbindelse med marketing og redaktionelle formål.

Mediet har over fire millioner følgere på det sociale medie.

Opfordringen fra BBC kommer få dage efter, at den britiske regering torsdag meldte ud, at den med øjeblikkelig virkning vil forbyde TikTok på mobile enheder tilknyttet regeringen.

BBC og den britiske regering er ikke de første til at fraråde eller forbyde medarbejdere at bruge TikTok.

Tidligere i marts frarådede Danmarks Radio (DR) sine medarbejdere at bruge appen på arbejdstelefoner.

DR begrundede beslutningen med anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed (CFCS), der kom i slutningen af februar.

Anbefalingerne fra CFCS fraråder ansatte i staten at have TikTok installeret på tjenstlige enheder. Herunder mobiltelefoner.

Også EU-Kommissionen og Folketinget har valgt at forbyde eller fraråde appen på ansattes arbejdstelefoner.

TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance. Selskabet er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.