Belgisk anklager indgår aftale i sag om EU-korruption

En af de anklagede i sag om korruption i EU har indgået en aftale med en belgisk anklager.

En af de anklagede i en sag om korruption, der involverer et græsk medlem af EU-Parlamentet, har indgået en aftale med en belgisk anklager.

Aftalen går i grove træk ud på, at det anklagede tidligere medlem af EU-Parlamentet, Pier Antonio Panzeri, vil samarbejde med de belgiske myndigheder mod en strafnedsættelse.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sagens omdrejningspunkt er græske Eva Kaili, der er medlem af EU-Parlamentet. Efter belgisk politi havde efterforsket sagen blev den 44-årige kvinde anholdt, da en ransagning fandt 1,5 millioner euro i kontanter i hendes hjem.

Ifølge Kailis advokat vidste hun ikke, at pengene befandt sig i hendes hjem. Hun nægter sig skyldig.

Eva Kaili er sammen med Panzeri og to andre personer fængslet og anklaget for korruption og hvidvask i forbindelse med betalinger fra Qatar og Marokko.

Eva Kailis sag kører separat fra de tre andre anklagedes sager.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP skulle aftalen mellem de belgiske myndigheder og Panzeri involvere, at anklageren udover en bøde og konfiskation på en million euro vil søge en mindre fængselsstraf end ellers.

Til gengæld skal Panzeri oplyse hvilke lande, der var involveret i pengeoverførslerne. Samtidig skal han oplyse hvilke bestikkelser, han deltog i.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.