Boris Johnson regner sin sejr for overbevisende

Boris Johnson siger, at nu, da han har vundet tillidsafstemningen, skal regeringen videre med vigtige ting.

Boris Johnson har vundet tillidsafstemningen i sit parti, og nu vil han gerne videre med at føre politik. Partiet bør samle sig, siger han. <i>Pool/Reuters</i>

Boris Johnson har vundet tillidsafstemningen i sit parti, og nu vil han gerne videre med at føre politik. Partiet bør samle sig, siger han. Pool/Reuters

Boris Johnson, den britiske premierminister, siger efter at have vundet tillidsafstemningen i sit parti, at partiet nu må samle sig.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

211 af det konservative partis parlamentsmedlemmer bakker op om Boris Johnson. 148 gør ikke.

Resultatet betyder, at Boris Johnson fortsat er partiets leder og premierminister.

Men 41 procent af de 359 konservative medlemmer af parlamentet i London stemte altså imod ham.

Alligevel kalder han resultatet for "overbevisende".

- Det er et rigtig godt resultat for politik og for landet. Jeg mener, at det er et overbevisende resultat, et afgørende resultat, siger han.

- Og det betyder, at vi som regering kan fortsætte og fokusere på de ting, som virkelig optager folk.

- Selvfølgelig forstår jeg, at vi må finde sammen som en regering, som et parti. Og det er præcis, hvad vi vil gøre. Vi vil klø på, siger han.

Selv om 41 procent af parlamentsmedlemmerne fra Johnsons eget parti ikke bakker op om ham, har han ikke tænkt sig at udskrive valg.

- Jeg er bestemt ikke interesseret i at udskrive valg. Det, jeg er interesseret i, er at levere til befolkningen i dette land lige nu, siger han ifølge Reuters.

Det var flere måneders kritik og skandaler i partiet, der førte til afstemningen.

Johnson har længe været i stærk modvind efter den såkaldte partygate-skandale.

Sagen handler om brud på coronaretningslinjer i forbindelse med fester i de britiske regeringskontorer. I slutningen af maj blev en rapport om sagen offentliggjort, og her blev ansvaret placeret hos landets øverste ledelse.

De omstridte fester fandt sted, mens resten af landet var lukket ned. På det tidspunkt var det ikke tilladt at samles flere end to mennesker.

Oppositionen har krævet, at Johnson går af på grund af sagen.

Premierministeren har undskyldt for det, han betegner som "fejl", men har blankt afvist at træde tilbage.

Politiet har i forbindelse med de forskellige fester udstedt over 120 bøder. Det er tidligere kommet frem, at premierministeren selv har fået en bøde for en fødselsdagsfest, der blev holdt i juni 2020.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden