Brasiliens ekspræsident indlagt med mavesmerter i USA

Jair Bolsonaro blev indlagt med mavesmerter mandag. Han er tirsdag blevet udskrevet igen.

Jair Bolsonaro har delt et billede fra hospitalsengen på sin Twitter-profil. <i>-/Ritzau Scanpix</i>

Jair Bolsonaro har delt et billede fra hospitalsengen på sin Twitter-profil. -/Ritzau Scanpix

Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro er tirsdag blevet udskrevet fra et hospital i den amerikanske delstat Florida, efter at han mandag blev indlagt med mavesmerter.

Det oplyser en kilde tæt på Bolsonaro-familien.

Mavesmerterne, som han blev behandlet for, stammer fra et knivstik, som han var udsat for, mens han førte kampagne under det brasilianske præsidentvalg i 2018.

Hans læge har sagt, at hans tilstand ikke var alvorlig under behandlingen.

Den brasilianske ekspræsident rejste i december kort inden afslutningen på sit embede til Florida.

Her kunne han se med fra distancen, da vrede demonstranter stormede Brasiliens parlament, højesteret og præsidentpalads med krav om, at stemmerne fra den anden runde af det seneste præsidentvalg skulle genoptælles.

I valget tabte Bolsonaro snævert til venstrefløjens Luiz Inácio Lula da Silva.

Den nye præsident, som typisk bare omtales som Lula, har i kølvandet på stormen mod de brasilianske institutioner anklaget Bolsonaro for at tilskynde til stormløbet.

Det afviser den kontroversielle ekspræsident dog pure.

- Jeg afviser de anklager, som er fremlagt uden beviser af chefen for Brasiliens nuværende regering, skrev han med henvisning til anklagerne fra Lula.

Brasilien har været præget af uro især efter præsidentvalget 30. oktober.

Bolsonaro havde i månederne op til valget sået tvivl om valgsystemets pålidelighed. Han har da heller ikke officielt anerkendt Lulas valgsejr.

Politiske iagttagere har for længe siden givet Bolsonaro tilnavnet "Tropernes Trump" på grund af de politiske ligheder mellem de to højreorienterede præsidenter.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden